Grenaa Bladet: Den 30. august 2004 startede 21 elever fra hele landet som det første hold på 3D-College under Grenaa Tekniske Skole.
De unge på 15-19 år kan her dygtiggøre sig indenfor 3D computer grafik og animation, så de kan være med til at fremstille både tegnefilm og spil.
Skoleåret byder dog også på traditionelle fag som dansk, engelsk og matematik, hvilket betyder, at de unge efterfølgende kan fortsætte på en erhvervsuddannelse eller starte på HTX.
Eleverne bor og spiser på college, nærmere bestemt i college-bebyggelsen på Stadion Allé 2 i Grenaa tæt ved Grenaa Idrætscenter.
College-konceptet er afgørende for opbygning af et særligt miljø for de unge, hvor alle har samme lidenskabelige interesse for 3D.
Som noget nyt har Grenaa Tekniske Skole indgået en aftale med den københavnske 3D-virksomhed, TRUEMAX, om at varetage 3D-undervisningen. På denne måde er kompetenceniveauet på 3D-området sikret.
Yderligere information om det nye college-projekt i Grenaa kan hentes på www.3dcollege.dk. Grenaa Tekniske Skole driver i forvejen IT-College Denmark efter samme college-koncept som 3D-College.
Kilde: Grenaa Bladet
//