Grenaa Bladet: At samle på frimærker er en hobby, der kan dyrkes af alle aldersgrupper, og Grenaa Frimærkeklub har aktiviteter, der henvender sig til både børn og voksne.
Der er mange måder at samle frimærker på. Man kan koncentrere sig om poststempler eller samle frimærker med specielle motiver som f.eks. sport, historie eller dyr.
Grenaa Frimærkeklub står for et »Levende værksted« på Grenaa Bibliotek på lørdag den 9. oktober.
|
Nogle samlere kaster sig over helt specielle mærker som luftpostmærker eller julemærker, mens andre samler helsager, det vil sige brevkort, kuverter m.m., hvor frimærker er trykt direkte på.
Der er utallige måder at samle frimærker på!
Og lørdag d. 9. oktober vil medlemmer fra Grenaa Frimærkeklub være at finde i bibliotekets forhal i hele åbningstiden. De vil vise udvalgte frimærker frem og demonstrere forskellige måder at samle frimærker på.
De giver gerne gode råd til begynderen, der vil starte en frimærkesamling, men også de mere garvede samlere, der ønsker at få en snak eller udveksle idéer, er meget velkomne.
Klubbens medlemmer vil gerne fortælle andre om arbejdet i klubben samt give et godt tilbud på medlemskab. Hvad kan de tilbyde nye medlemmer, og hvad laver man egentlig i en frimærkeklub?
Kilde: Grenaa Bladet
//