MIDTDJURS - Ny dansk jazz, når det er bedst, står på programmet fredag aften, når Jacob Anderskov Trio gæster Det økologiske besøgscenter Ny Ryomgård. Det bliver en oplevelse i et musikalsk rum, hvor der er højt til loftet.
Jacob Anderskov Trio har flere meget roste CD-udgivelser bag sig.
|
Den unge danske jazzpianist Jacob Anderskov hører til den nyere danske jazz’ allerstørste talenter. Sammen med den amerikanske bassist Michael Formanek og den danske trommeslager Anders Mogensen udgør Jacob Anderskov en internationalt anerkendt trio, som gennem de senere år har turneret i USA og Danmark og desuden haft optrædener i bl.a. Köln, Berlin, Stockholm, Göteborg og Malmø.
Jacob Anderskov og Anders Mogensen regnes blandt de førende unge musikere i Danmark, og har optrådt med egne bands herhjemme og også optrådt og indspillet med internationalt kendte jazznavne.
Nærvær og frihed
Jacob Andersen Trio byder på intuitivt og energiladet spil på højt plan. Det er musikere, som vover sig udover de kendte grænser, og deres musik har en stor dynamisk bredde fra lavmælt poesi til kraftfulde udflugter.
Trioen spiller Jacob Anderskovs kompositioner, som mixes med forløb af spontan improvisation. Det er blevet til flere CD-udgivelser, som har været medvirkende til at Jacob Anderskov ved Danish Music Award 2002 blev udnævnt til ”årets nye danske jazz-navn”. I år blev Jacob Anderskov tildelt et tre-årigt arbejdsstipendium fra Statens Kunstfonds udvalg for rytmisk musik.
Der opkræves entré til koncerten på Ny Ryomgård.
Skrevet af Martin Schults
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 6. oktober
/