De store besparelser i amtet kan også mærkes på bus- og togpriser, der kommer til at stige fra nytår. Det er jo noget, der kommer til at kunne mærkes for os herude på landet, så derfor bringer vi i dag den dårlige nyhed, klippet fra Århus Amts hjemmeside.
”Amtsrådet har som følge af omprioriterings- og spareplan 2004 vedtaget, at der fra 18. januar 2004 skal gennemføres ekstraordinære takstforhøjelser i den kollektive trafik.
Udvalget for Miljø og Trafik skal torsdag 25. september tage stilling til et forslag om at øge rabatten på klippekort til pensionister. Til gengæld stiger en kontantbillet til en voksen med en krone, kontantbillet til et barn med to kroner og kontantbillet til en pensionist mellem to og fem kroner.
Klippekort til voksen/pensionist og barn stiger med henholdsvis 10 og 15 kroner. Abonnementskort til voksen og barn stiger med 30 kroner, og abonnementskort til pensionist stiger med 15 kroner. Den mindre stigning på abonnementskort skyldes, at de sælges med 50 procent rabat i forhold til voksenpriser.
Nye priser på flybus og Samsøfærgerne
Beslutningen vil også betyde nye priser på flybussen til Aarhus Lufthavn, samt billetter og dagbilletter Hou-Sælvig færgen og Samsøfærgen. Kontante billetter på færgerne vil stige med mellem fem og 10 kroner, mens flybusbilletten til Aarhus Lufthavn vil stige med mellem 10 og 20 kroner. Et klippekort til flybussen vil stige med mellem 75 og 115 kroner, og et abonnementskort med mellem 15 og 30 kroner.
Der er også foreslået ændringer i zoneafstande mellem enkelte strækninger i amtet. Det drejer sig om rute 214 mellem Randers, Ryomgård og Grenaa og rute 313 mellem Silkeborg og Fårvang. Rejser mellem disse destinationer stiger med en takstzone.
Takstforhøjelserne er beregnet til at give en merindtægt på otte millioner kroner, som skal afhjælpe det nuværende underskud på billetindtægter.”
Klippet fra nyhederne på Århus Amts hjemmeside
Kilde:
Rex