Grenaa Bladet: Jazz-sangerinden og komponisten Helle Hansen er født i Grenaa i 1966.
Hun er i dag et vel- og anerkendt navn i danske musikkredse, og på fredag den 15. oktober kl. 20.00 giver hun koncert i Kulturhuset Pavillonen sammen med sit Heart Core Band.
Både som sanger, musiker, komponist og tekstforfatter har hun formået at gøre sig positivt bemærket - og det har ikke skortet på rosende ord i de anmeldelser, der har fulgt hendes foreløbig 5 udgivelser i eget navn.
Pressen har blandt andet skrevet:
»Det er sjældent, at man få en CD, der viser et så overbevisende sangskrivertalent som i jazz-sangerinden Helle Hansens tilfælde, og var hun født og opvokset i USA, havde hun været mangemillionær for længst.
Hun kan nemlig noget sjældent. Hun kan nemlig skrive evergreens. Både musik og tekst kan konkurrere med de bedste amerikanske standarder«.
Beviset på dette udsagn kom første gang i 2001, hvor to af hendes kompositioner kom i finalen i jazz-kategorien i USA Songwriting Competition - verdens største sangskriverkonkurrence med over 33.000 indsendte numre fra 60 forskellige lande.
Og i 2002 fik hun ikke alene to sange med i finalen - denne gang i henholdsvis jazz- og latinkategorierne - den ene af sangene gik oven i købet hen og vandt en Honorable Mention Award.
Det er første gang nogensinde, at en dansker har vundet denne konkurrence, så det er ikke tilfældigt, når Helle Hansen er blevet udråbt til en fabelagtig singer/songwriter og én af den danske jazz-scenes mest talentfulde kvinder.
Kilde: Grenaa Bladet
//