Grenaa Bladet: Lørdag den 25. september havde Grenaa
Karateskole 2 elever i kamp ved et
semi-kontakt stævne i Randers.
Der var medaljer til Carsten Sørensen og Adnan Nuspahic fra Grenaa Karateskole ved et stævne i Randers lørdag den 25. september.
|
Adnan Nuspahic deltog i herre –85 kg klasse og Carsten Sørensen deltog i herre –65 kg klasse. Begge kæmpere ydede en stor indsats og viste fine tekniske færdigheder.
Adnan Nuspahic viste igen, at han har et stort potentiale og vandt således sølv. Carsten Sørensen vandt bronze efter en flot kamp, hvor han totalt fejede sin modstander af banen og vandt meget overbevisende med 8 point mod modstanderens 0 point.
I semi-kontakt karate er det tilladt at slå og sparke med fuld kraft på kroppen og sparke med modereret kraft i hovedet. Der gives 1 - 2 eller 3 point alt efter angrebenes tekniske sværhedsgrad. F.eks. hvis man kaster modstanderen og efterfølgende laver et slag på modstanderens krop, giver det maksimumpoint. Der kæmpes i 3 minutter, eller indtil den ene modstander har 8 points forspring.
Hvis kampen ender uafgjort kæmpes der 1 minuts forlængelse eller til første scoring.
Grenaa Karateskole har yderligere fået udtaget 2 kæmpere til et internationalt stævne i Tyskland i oktober måned.
Det drejer sig om Katrine A. Nielsen og Kristian Thomsen. Dermed har Grenaa Karateskole nu 4 kæmpere med på DAI’s landshold, da Adnan Nuspahic og Pia M. Jensen er forhåndsudtaget.
Kilde: Grenaa Bladet
//