Valg til menighedsrådet d. 9. november
Grenaa Bladet: Valget til Grenaa Menighedsråd nærmer sig på raske fjed, og traditionen tro bliver der tale om et kampvalg - i modsætning til samtlige andre sogne i Grenaa Kommune, hvor man nøjes med et fredsvalg. Valgdatoen er den 9. november.
Fem lister stiller op til valget til Grenaa Menighedsråd den 9. november. Blandt andet en helt ny af slagsen, der ønsker at slutte op om og bevare Simon Peters Kirke ved Grenaa Havn.
|
I Grenaa Sogn indkom der hele fem lister inden fristen for afleveringer af lister udløb. Svarende til én mere, end sognebørnene i Grenaa har været vant til at stemme på de senere valgår.
Den nye liste er »Havnelisten«, som er blevet til i det forum, som ønsker at slutte op om og bevare Simon Peters Kirke ved Grenaa Havn. Der er tale om en kristen-kirkelig liste, der ønsker at arbejde for kirkens liv og vækst i henhold til de fem kandidaters interesser.
De fem er: Terapeut Joan Bakmann Hallberg, psykiatrisk plejer Pauli Berg, biblioteksassistent Bodil Marie Petersen, fhv. gårdejer Hans Peter Bech og bioanalytiker Helle Danvad Jensen.
De fire øvrige lister til menighedsrådsvalget er: Den Fælleskirkelig Liste, Kirkelig Venstrefløjsliste, Den Socialdemokratiske Liste og Den Grundtvigske Liste.
Sidsnævnte liste har p. t. flertallet i menighedsrådet, og det er også fra denne liste man finder den nuværende formand for menighedsrådet, Nanny Kristensen.
Hun genopstiller dog ikke til valget, men fam. Kristensen har fortsat mulighed for repræsentation i menighedsrådet, for Nanny’s ægtefælle, forhenværende politiassistent Robert Kristensen, er nemlig blandt de i alt 9 kandidater på Den Grundtvigske Liste.
Udover Robert Kristensen er der tale om psykoterapeut Signe Hvidepil, social- og sundhedsassistent Marian Whitta-Jørgensen, social- og sundhedsassistent Lena Nedergaard, bygningsingeniør Dorte Bondegaard Nielsen, kasserer/sekretær Jette Maul Nielsen, servicechef Lars Albæk Nielsen, husmor Inger Aa.
Rasmussen og sygeplejerske Hanne Eeg Hedegaard Sørensen.
Den Grundtvigske Liste mener, at kirken skal bygge på den kristne kulturarv - herunder næstekærlighed. At kirken skal udstråle glæde, åbenhed og fællesskab og indeholde gudstjenester, børne- og ungdomsgudstjenester, musik-arrangementer, familie-arrangementer, dåbsoplæring og foredrag.
Den Socialdemokratiske Liste stiller med pædagog Marianne Jensen, kordegn Peter Ribergaard og fhv. hjemmehjælper Bente Jensen.
Den Fælleskirkelige Liste stiller med husmor Inge Korsager Mud, bankfuldmægtig Aksel S. Mortensen, farmakonom Birte Jensen, skifteholdsmester Kurt Jørgensen, sygeplejerske Karin Køpke Hauge og arkitekt Tonny Tofteng.
På Kirkelig Venstrefløjsliste finder man blandt fem kandidater den islandske kvinde, Marianna B. Arnardottir, der som bekendt forgæves forsøgte at få menighedsrådet til at tillade opsætning af el-lyskæder ved datteren Hafruns gravsted på Grenaa Kirkegård ved juletid.
En islandsk skik og tradition, som et flertal i menighedsrådet imidlertid gik imod, da man ikke ville have elektrisk lys ved gravstederne. Nu forsøger den islandske kvinde imidlertid at opnå valg til menighedsrådet, så hun den vej rundt kan gøre sin indflydelse gældende på dette spørgsmål - og andre kirkelige spørgsmål for den sags skyld.
De øvrige kandidater på Kirkelig Venstrefløjsliste er socialpædagog Tina D. Johansen, efterlønsmodtager Mona Leth, pensionist Else Marie Neess og pensionist Georg H. Hansen.
Afstemningen finder sted tirsdag den 9. november fra kl. 9.00 til 20.00 i Grenaa Kirkecenter, Storegade 6, samt i Simon Peters Kirke, Søgade 33 i Grenaa. Der vil blive udsendt valgkort til alle stemmeberettigede i sognet. Se i øvrigt en annonce for menighedsrådsvalget andetsteds i Grenaa Bladet i denne uge.
Kilde: Grenaa Bladet
//