KOLIND - En ny politisk lokalforening, Det Radikale Venstre på Djursland, holder stiftende generalforsamling i Glassalen på Kolind Centralskole 28. oktober. Mødet munder ud i politisk debat med den radikale leder Marianne Jelved.
I lyset af de kommende kommunesammenlægninger har Det Radikale Venstre på Djursland besluttet at forene kræfterne. Den nye lokalforening skal gå på tværs af de kommende kommunegrænser og skal opfattes som en opfordring og invitation til fremme af det kommunale samarbejde på Djursland til gavn for borgere og erhvervsliv.
- Den nye lokalforening ønsker at udnytte de forenede ressurcer og den stigende interesse for de radikale synspunkter til mere politisk aktivitet og debat for vores medlemmer og sympatisører, siger en af initiativtagerne, Morten Bang Sørensen, Ryomgård.
Der bliver rig lejlighed til at debattere de radikale synspunkter efter den stiftende generalforsamling, når Det Radikale Venstres markante leder Marianne Jelved byder op til politisk debat.
Alle interesserede er velkomne til debataftenen med både landspolitiske emner og strukturreformen på programmet.
-ms
Kilde: Skrevet af Martin Schults i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 20. oktober
/