RYOMGÅRD - Sparekassen Midtdjurs er vært for en aften med fokus på boligøkonomi og boligindretning og -ombygning på Ryomgård Hotel 27. oktober. Trækplaster bliver TV2’s programvært Niokolaj Sommer fra indretningsføljetonen ”Huset”.
TV-vært og finansjournalist Nikolaj Sommer gæster Ryomgaard og fortæller blandt andet om tv-programmet Husets tilblivelse, økonomi og boligindretning.
|
Mange hundredetusinde TV-seere følger hver uge TV2’s føljeton ”Huset”, hvor fire par har fået frie hænder til at indrette hver sin lejlighed i et hus, overtaget fra Den Kgl. Porcelainsfabrik i København.
Programmet har også været en ilddåb for programværten, journalist Nikolaj Sommer, som hidtil bedst har været kendt som kommentator af aktiekurser og børsudviklinger i TV2 Finans med afsæt i sit job som journalist på Dagbladet Børsen.
Kik ind bagved
Aftenen bliver ikke kun et kik ind bag kulisserne i finansverdenen. Der bliver også gode tips og råd at hente, hvis man skal videre med ideer indenfor boligindretning. Derfor har Sparekassen Midtdjurs allieret sig med lokale indretningseksperter fra Djurs Energicenter, Invita Køkkencenter og Råd & Dåd til at svare på spørgsmål og levere inspiration til indretning og ombygning af boligen.
- Alle er velkommen til Huset-aften i Ryomgaard, forsikrer sparekassens direktør Kirting Olesen, som mener både interessen for tv-programmet og boligindretning er meget stor netop nu.
-ms
Kilde: Skrevet af Martin Schults i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 20. oktober
/