I sidste uge bragte vi et læserbrev helt fra Skanderborg, fordi det handlede om, hvordan forholdene er efter de voldsomme strukturændringer, som er vedtaget i Århus Amt. Det er vigtigt lige nu at få så mange patienthistorier som muligt frem, så sygehusvæsenet og politikerne holdes fast på at levere nogle løsninger, der kan gøre det så trygt som muligt for de lokale patienter og deres pårørende i de berørte områder.
Patienthistorien fra Skanderborg har nu fået de ansvarlige sygehusfolk i området til at skrive følgende svar på anklagerne om, at der ikke skulle være frit sygehusvalg:
”På Silkeborg Centralsygehus ønsker vi, at patienter fra Skanderborg og omegn vælger os på grund af vores høje faglige kvalitet, korte ventelister og hyggelige atmosfære.
Det er derfor med undren, at vi i sidste uge læste Bodil Kjærgaard Nielsens læserbrev, hvor hun bl.a. refererer til en genbo, hvis kone er blevet ”tvunget” til at blive indlagt i Silkeborg.
På Silkeborg Centralsygehus hverken kan eller vil vi forhindre det frie sygehusvalg.
Vi kan ikke forhindre det frie sygehusvalg, fordi det ikke er os – som sygehus – der henviser patienterne. Vi vil ikke forhindre det frie sygehusvalg, fordi rigtigt mange patienter fra hele Jylland vælger at komme til Silkeborg, fordi de har hørt, at vi er dygtige, og at det er rart at være indlagt hér hos os.
Vi vil naturligvis gerne undersøge henvisningsforløbet for Bodil Kjærgaard Nielsens genbo, som derfor er meget velkommen til at kontakte os på 87 22 21 14.
Kilde:
Rex