Grenaa Bladet: Musikhuset Aftenstjernen i Grenaa disker op med unplugged café-rock på fredag aften den 29. oktober, idet trioen Sky of Blue kigger forbi.
Orkestret er kendt som en heftig og energifyldt bluesrock-trio, hvor naboerne ikke er i tvivl, hvis de optræder i nærheden!.
Men i denne unplugged-udgave er den elektriske guitar erstattet af den akustiske ditto, trommesættet er skiftet ud med congas, djimbe, timbales og anden percussion - og kun bassen er bibeholdt elektrisk for at bevare den gode swingende bund i bandet.
Repertoiret på fredag vil udover blues og rock indeholde country og folk i tråd med den akustiske instrumentering af orkestret. »Sky of Blue Unplugged« er garant for et spændende repertoire, god stemning og en behagelig lydstyrke.
Kort sagt, akustisk rock for alle aldre. Sky of Blue er Helge Sørensen på guitar, mundharpe og vokal, Carsten Sørensen på bas og vokal og Arne Østergaard på percussion og vokal.
Kilde: Grenaa Bladet
//