NIMTOFTE - Kirkens Korshær overvejer at åbne en genbrugsbutik i Nimtofte med salg af såvel beklædning, ting og sager samt bohave i bredeste forstand.
Folkene bag har egnede lokaler på hånden, så planerne kan realiseres, hvis der melder sig en gruppe frivillige, der vil bruge energi og tid på at få startet en ny butik i byen.
Kirkens Korshær indbyder alle, der vil være med til at starte en genbrugsbutik i Nimtofte og derigennem skabe lokalt netværk og hjælpe mennesker i nød, til informationsmøde i konfirmandstuen i Nimtofte Præstegård onsdag 10. november om formiddagen. Her vil der dels blive givet en orientering om Kirkens Korshær og dels om de konkrete planer i Nimtofte.
På Djursland driver organisationen i forvejen genbrugsbutikker i Hornslet, Auning, Ebeltoft og Grenå.
53 millioner kroner
Kirkens Korshær er en af ældste kirkelige hjælpeorganisationer herhjemme. Den har som opgave at være kirke på samfundets bund og driver et omfattende hjælpearbejde blandt de omkring 10.000 mennesker, der skønnes, at leve på samfundets grænser som hjemløse, psykisk syge, misbrugere og prostituerede. Organisationen driver en lang række institutioner såsom bl.a. herberger, varmestuer, nattjenester samt omsorgsarbejde, bespisninger, sommerlejr- og ferieophold. Kirkens Korshær udfører et stort arbejde i fængsler og arresthuse og driver et lille hjem for løsladte fanger og står bag driften af Sct. Nicolai og Mariatjenesten i København.
Omkring 53 millioner skal der årligt i kassen for at klare opgaverne. De fleste af pengene kommer fra de næsten 200 genbrugsbutikker, som er tilknyttet organisationen.
Kilde: \Skrevet af Lars Normann Thomsen i …. I Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs 1/10-2004
\jh