Grenaa Bladet: Torsdag den 4. november kl. 20.00 kan man opleve original folkemusik »med smæk i« i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Fem-mands orkestret »Afenginn« leverer nemlig denne aften en energisk koncert i Grenaa.
Ordet Afenginn er det oldnordiske ord for at beruse og/eller styrke sig. Det skulle efter sigende være et meget velvalgt navn til orkestret, der er kendt for stor spilleglæde og »det glade vanvid«.
Musikken er et sammensurium af stilarter, der rummer skæve takt-arter, vildskab, fandenivoldskhed og fængende melodier, men også meditative og melankolske øjeblikke.
Afenginn’s musikalske univers er et spændende møde mellem det slaviske Østeuropa, skæve Balkan-taktarter, fartfyldt klezmer, vanvittige polkaer, nordiske vidder og en ubændig lyst til at eksperimentere og lade de forskellige genrer flirte med hinanden.
Orkestret balancerer derfor ofte mellem det klassisk komponerede og den mere jazz-inspirerede improvisation. En koncert med Afenginn er med andre ord en stor musikalsk oplevelse - såvel for et ungt som gammelt, dansende som lyttende publikum.
Billetprisen er 60 kroner, og billetsalget sker fra Kulturhuset Pavillonen, i Djurslands Banks afdelinger samt via www.pavillonen.dk.
Kilde: Grenaa Bladet
//