Grenaa Bladet: Peter Viskindes seneste besøg i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa var sammen med Big Fat Snake, hvor han som bekendt er leadguitarist. På fredag den 5. november kl. 20.00 kommer han påny - og denne gang sammen med pianisten Niels Ole Thorning.
Thorning er i øvrigt også en gammel kending i Grenaa, idet han gæstede Kulturhuset Pavillonen så sent som den 7. oktober sammen med Peter Belli, hvor han - altså Niels Ole Thorning - markerede sig med sit flotte spil på både keyboard og harmonika.
Peter Viskinde har gennem årene udsendt hele 10 soloplader. Ret imponerende, da han lige siden 1966 sideløbende har haft en flot karriere i mange forskellige bands. Herimellem i Michael Falchs rockband »Malurt«, som han kom med i i 1980.
Efter interne uenigheder forlod han »Malurt« i 1982, hvorefter han helligede sig fritidsbandet Dora’s Deluxe, som han netop to år tidligere havde dannet sammen med vennen og kollegaen Henrik Littauer.
Dora’s Deluxe skiftede navn til Doraz, og i 1984 fik Peter Viskinde med dette band et hit med »Savner en som dig«. Doraz gik dog hurtigt i opløsning, og i 1986 udgav Peter Viskinde så sit første solo-album. Siden 1990 har Viskindes musikalske tilværelse drejet sig meget om succes-bandet Big Fat Snake.
Sammen med forsangeren Anders Blichfeldt havde han dannet Verners Verdensorkester, der dog hurtigt blev omdøbt til det mere mundrette og iørefaldende Big Fat Snake. Resten er historie...
Men Peter Viskinde har på trods af succes’en med Big Fat Snake aldrig svigtet lysten til at lave andre og egne ting - enten solo, eller som nu, hvor han turnerer sammen med Niels Ole Thorning. Og det er altså på fredag den 5. november, at man kan opleve disse to super-musikere i aktion i Kulturhuset Pavillonen. Billetprisen er 80 kroner, og billetsalget sker fra Kulturhuset Pavillonen, i Djurslands Banks filiaer samt via www.pavillonen.dk.
Musikeren Peter Viskinde - kendt fra Big Fat Snake - gæster Kulturhuset Pavillonen i Grenaa på fredag sammen med pianisten Niels Ole Thorning.
Kilde: Grenaa Bladet
//