Norddjurs Friskole har fået planter for 12.000 kr. af Matas Miljøfond
Grenaa Bladet: B. Steen Andersen fra Matas i Grenaa overrækker på herstående billede et diplom til Norddjurs Friskole i anledning af, at skolen, der er beliggende på Lergravsvej ved Randersvej i Grenaa, har fået bevilget 12.000 kroner til indkøb af planter fra Matas Miljøfond.
Skolen har ønsket at forskønne udenomsarealer og legepladsen med buske, træer og planter i øvrigt. Denne Store Plantedag blev afholdt lørdag den 23. oktober, hvor en række forældre og børn dukkede op for at hjælpe med beplantningsarbejdet, som man på forhånd havde fået lavet en flot plan for.
Vejrguderne var ikke projektet specielt venligt stemt i starten - som det fremgår af billedet regnede det pænt meget - men vejrliget skiftede op af dagen, så det blev alligevel en god arbejdslørdag ved Norddjurs Friskole.
De 12.000 kroner skulle efter sigende være den største check, der indtil videre er blevet udskrevet til Matas Miljøfond, der støtter diverse grønne projekter efter ansøgning.
Pengene i fonden kommer ind fra salget af Matas Miljøfond-tøjposer, som man kan købe i enhver Matas-forretning. Tanken er, at jo flere af de miljøvenlige tøjposer man bruger, jo færre af de miljø-uvenlige plasticposer vil der blive brugt og produceret. Så der er en grøn linje igennem hele projektet.
Kilde: Grenaa Bladet
//