Ro om 7. klasse på Voldby Skole
VOLDBY – Det var med nogen undren, at man på Voldby skole erfarede, at 7. klasse igen var i spil i det kommunale budget. Men nu ser det ud til, at sagen er stillet i bero for en tid.
For nylig kunne forældre og personale på Voldby skole med en vis overraskelse erfare, at overflytningen af 7. klasse til Glesborg skole igen figurerede i de kommunale budgetforslag.
– Vi er ret uforstående over for at udspillet kommer nu, hvor ingen kender den fremtidige kommune- og skolestruktur. Det virker forhastet, sagde skolebestyrelsesformand Hanne Kaagaard inden kommunalbestyrelsesmødet i torsdags.
Men sagen har ikke kun vakt bekymring i Voldby. Benny Hammer (C) havde til sidste uges kommunalbestyrelsesmøde indsendt ændringsforslag om helt at fjerne sagen om overflytning af 7. klasse fra kommunens budgetforslag for overslagsårene, mens socialdemokratiet havde stillet ændringsforslag om, at der ikke skal være en 7. klasse i Voldby fra skoleåret 2006/2007.
– Jeg mener, at emnet helt skal fjernes fra overslagsårene. Sagen er under behandling i børne- og kulturudvalget, og en sagsfremlægning herfra vil være den rigtige fremgangsmåde. Med en ny skolestruktur er det jo heller ikke sikkert, at alle elever skal flyttes til Glesborg Skole.
Torben Lund (V) er enig i, at beslutningen ikke skal tages nu.
– Skolerne har bedt om at få en frist på et år, og derfor behøver vi ikke vedtage noget før august 2005. Lad være med at lave bindinger nu, og lad børne- og kulturudvalget få frie hænder.
Med mødets afstemningsresultat, hvor Benny Hammers ændringsforslag blev vedtaget med otte stemmer for, den socialdemokratiske gruppes seks stemmer imod, mens J.P. Jellesen hverken stemte for eller imod, ser der altså ud til at være skabt ro om Voldby skoles 7. klasse – i hvert fald for en tid.
Stormøde i Voldby
I forbindelse med de fortsatte diskussioner om skolens fremtid, inviterer skolebestyrelsen på Voldby skole alle forældre og politikere til stormøde 2. november. Aftenens tema er den lille skole med de store kvaliteter, og det er skolebestyrelsens ønske, at få en positiv dialog i gang med politikerne.
– Vi vil gerne vise, hvad vi er dygtige til, siger Hanne Kaagaard. Vi har bl.a. formået at skabe en rigtig god overgang fra børnehave til indskoling og dermed en god skolestart. Vi vil også gerne gøre opmærksom på de indsatsområder, vi arbejder med. Vi lægger kort og godt op til en positiv og konstruktiv debat om den lille skole og dens kvaliteter og styrker.
Skolebestyrelsen på Voldby skole indbyder til stormøde 2. november for at få borgere og politikere ind i en positiv og konstruktiv debat om den lille skole og dens kvaliteter.
Kilde: \Skrevet af Marianne Svit I Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs 3/11-2004
\jh