Forfatteren til det følgende indlæg er ikke ligefrem begejstret ved tanken om de store sammenlægninger, der bliver lagt op til rundt omkring i landet. I det hele taget synes hun, der er for mange uafklarede problemstillinger til, at man kan gennemføre en sådan reform uden en folkeafstemning. Hun skriver:
”Arbejdet med fastlæggelse af nye kommunegrænser synes ikke ligefrem at bringe befolkningerne i de nuværende kommuner tættere sammen.
Men vi er jo generelt et fredeligt folkefærd, så man må håbe, at stridsøkserne begraves, når det hele er overstået. Bagefter skal man så til at finde ud af, hvordan de store udgifter til sammenlægningerne skal betales.
I nogle kommuner forventes der en merudgift pr. skatteborger på ca. 3.000 kr. årligt. Staten vil ikke hjælpe, og med et fortsat skattestop tør jeg godt spå om store stridigheder om, hvor og hos hvem de penge skal hentes.
På Bornholm havde man inden sammenlægningen regnet med at kunne spare omkring 50 millioner. Sådan gik det ikke. Tværtimod viste det sig, at der med et uændret serviceniveau ville komme til at mangle adskillige millioner kroner i kassen. Bornholm er foreløbig det eneste sted, en sammenlægning er gennemført.
Uenigheden i de forskellige kommuner går i stor udstrækning på, om der skal gennemføres folkeafstemninger om de modstridende ønsker med hensyn til sammenlægningerne.
Det kan jeg godt forstå. Personligt synes jeg nu især, at en folkeafstemning på landsplan om hele molevitten ville have været en naturlig fremgangsmåde, i stedet for at gennemføre så store indgreb med så voldsomme konsekvenser ved hjælp af et ganske lille flertal i Folketinget. Det ligner lidt fremgangsmåden, dengang Bush blev valgt til præsident med dommerstemmerne 4-3.
Jeg har set, at en talsmand fra ét af de tre partier kom til at bekræfte, at et formål med strukturreformen er at få privatiseret endnu flere områder i de nye kommuner.
Sandsynligvis er det ikke befolkningens holdning, men blandt andet sådan et spørgsmål kunne en folkeafstemning have givet et svar på.
Hvis politikerne altså for en gangs skyld ligesom den pågældende åbenmundede ville udtrykke sig ærligt om deres formål.
For resten ser det ud til, at en del kommuner stræber efter at blive så store som overhovedet muligt, så man næsten skulle tro, de ville have foretrukket at nedlægge kommunerne i stedet for amterne.
Det kunne i hvert fald have givet en lidt mere sammenhængende politik på bl.a. miljøområdet i stedet for det kommende misk-mask af små og store kommuner, der kan få bøvl nok med bare at samarbejde internt for slet ikke at tale om kommunegrænse-overskridende.
I Odder vakler man mellem at slutte sig til Århus eller Horsens. Et særligt indlæg i debatten kom fra en landmandsorganisation. De ville meget nødigt til Århus, fordi Århus skal være streng at danse med, når det drejer sig om miljøgodkendelser og dén slags, mens Horsens er meget mere fleksibel. Dét er jo et argument, man kan forstå.
Og ved en folkeafstemning skulle det nok kunne få en del borgere til at stemme for Århus i håb om at slippe for den værste gylle. Så mange landmænd er der trods alt heller ikke, at de talmæssigt ville kunne afgøre en folkeafstemning.
Men i det daglige i en økonomisk betrængt kommune (som de fleste kommuner jo er og stadig vil være) kan den økonomiske indflydelse frem for den talmæssige nok komme til at spille en rolle, når det drejer sig om miljøbeskyttelse.
Jeg hører til dem, der nærer stor respekt for Connie Hedegaard (specielt i sammenligning med den tidligere miljøminister), men selv hun har vel næppe kapacitet til at gå ind i hver eneste påtænkt svinefarmsudvidelse i hele landet.
Så det må forventes, at der fra visse sider vil blive gjort store anstrengelser for at gøre diverse kommuner ligså fremkommelige på miljøområdet, som Horsens altså siges at være.
Jeg så en rapport vedrørende kommunalreformen i 1973. Den inddelte omkostningerne ved sammenlægningerne i tre grupper, der blev kaldt henholdsvis hamstring, krigsomkostninger og tilpasningsomkostninger.
”Hamstring” er dét, der sker, når en kommune sørger for at bruge alle sine penge på lokale opgaver før sammenlægningen, så man ikke skal medbringe dem til den kommende fælleskasse. Det foregår mange steder i øjeblikket, og det er bestemt forståeligt.
”Krigsomkostninger” kunne i stedet kaldes omstillingsomkostninger. Det er f.eks. udgifterne til at indrette nye lokaler, til at betale rådighedsløn og anden økonomisk kompensation til f.eks. overtallige kommunaldirektører og til at indføre fælles virksomhedskultur for medarbejderne.
Hvilket sidste ikke er nogen hverken let eller billig opgave.
”Tilpasningsomkostninger” er omkostningerne ved at skabe et nyt, fælles serviceniveau. Som det siges i rapporten, risikerer man, at nogle grupper vil opleve deres vilkår som forringede, hvis man ikke opnår samme standard som dén kommune i sammenlægningen, der har det højeste serviceniveau. Det skal nok passe.
Jeg mener, oppositionen burde have samlet underskrifter i Folketinget for at få gennemført en folkeafstemning om dén strukturændring. Dén havde måske gjort alle de andre folkeafstemninger unødvendige.”
Kilde: Skrevet af tidligere lægesekretær Inger Laier fra Randers i Randers Amtsavis d. 2. november
\jh
05/05 2023
