Tak til
 






  
05/05 2023

Strukturdebat: Ingen fremtid i små kommuner

Det stik modsatte synspunkt som ovenstående har følgende brevskriver, der føjer sig til rækken af Sønderhald-debattører med et indlæg til fordel for en Randers-løsning. Hun skriver:

”Når man skal lave en kommunalreform, hvorfor så ikke sikre sig, at arbejdet bliver gjort ordentligt fra starten?
Små kommuner har ingen fremtid og da slet ikke en lille Sønderhald-Rougsø Kommune på kun 16.446 indbyggere. Det er jo kun godt halvdelen af de 30.000 indbyggere, som regeringen anbefaler, og et godt stykke under mindste-grænsen på 20.000 indbyggere.
Regeringen lægger op til, at nye kommuner, der er så små, at de har mindre end 20.000 indbyggere, skal indgå bindende aftaler med større kommuner om at løse mange af de nye opgaver, som fra 1. januar 2007 overdrages til kommunerne. Det betyder, at en lang række opgaver til den lille kommune skal afgives til en større nabokommune, der så løser dem, uden at den lille kommune kan gøre andet end at betale for arbejdet.
Sønderhald-Rougsø vil derved reducere sig selv til en halvumyndig lilleput-kommune uden reel indflydelse på udviklingen i sit eget område.
Der vil nok ikke være mange større kommuner, som er interesseret i at løse opgaver for en lille Sønderhald-Rougsø Kommune, da det kun kan føre til en masse kritik af den store kommune, hver gang den lille kommunes politikere mener, at opgaverne skal løses på en anden måde.
Det vil føre til uklarhed omkring, hvem der har ansvar for upopulære beslutninger. Det vil reelt ophæve store dele af det lokale demokrati, fordi borgerne i en lille Sønderhald-Rougsø Kommune ikke har adgang til at vælge – eller fravælge – storkommunens politikere, som jo har ansvaret for, at den lille kommunes opgaver bliver løst.
Indenrigsministeren har d. 28. september direkte frarådet etablering af små kommuner og truer med, at stregerne vil blive trukket i København, hvis ikke man kan finde ud af det lokalt.
Sønderhald og Rougsø kan derfor lige så godt gå med i en levedygtig kommune nu i stedet for at blive tvunget sammen efter 2005. En tvangssammenlægning vil uundgåeligt give et dårligt udgangspunkt for den nye storkommune og svære vilkår for dét samarbejde, som skal etableres hen over de gamle kommunegrænser. Der er ikke brug for flere unødvendige barrierer i en egn omkring Randers, hvor man i stedet burde slå alle kræfter sammen om at udvikle egnen som helhed.
Sønderhald og Rougsø er inviteret til at deltage i en kommende storkommune med de fem kommuner, Randers, Langå, Purhus, Nørhald og Mariager. De fem har besluttet sig for en sammenlægning og er nu godt i gang med at fastlægge, hvordan den ny Randers Kommune skal fungere. Når Sønderhald og Rougsø ikke er med fra starten, mister vi indflydelse på vores egen fremtid. Når Sønderhald og Rougsø efter nytår bliver tvunget sammen med den nye Randers Kommune, er vi nødt til at indrette os efter de beslutninger, som de fem allerede har truffet. Så hvorfor ikke være med fra starten og få indflydelse på, hvordan den nye Randers Kommune skal fungere?”

Kilde: Skrevet af Lisbeth Djernæs Jørgensen fra Øster Alling i Randers Amtsavis d. 3. november

unavngivet


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam