Tak til
 






  
05/05 2023

Spectronic er blevet solgt!

Det er jo egentlig en fantastisk tanke, at ”vi” her i Nørre Djurs har en erhvervsvirksomhed med utrolig vind i sejlene, for det er vi jo mildest talt ikke forvænte med. Den hedder Spectronic og ligger på hovedvejen ved frakørslen til Skindbjerg, hvor Holger Arnfelt før i tiden havde elektrikerforretning.

I starten af ugen kunne man imidlertid høre/læse i alle landets medier, at den var blevet solgt for et svimlende millionbeløb, og hvilken betydning får det nu, har vi spurgt os selv på redaktionen – så dét fortæller vi lidt om i dag.

For nylig toppede Spectronic en liste over de firmaer (i alt fald i Østjylland) med størst vækst inden for det seneste år – næsten 300% - så for en udenforstående kan det umiddelbart virke ulogisk, at den absolut skulle sælges. Det er der imidlertid en rigtig god forklaring på, fortæller de tre ejere.
Man hører og læser jo så meget i disse år om gamle hæderkronede danske virksomheder, der enten bliver solgt til udenlandske koncerner for så at blive nedlagt, eller i bedste fald – hvis de bliver på danske hænder – alligevel bliver tvunget til at flytte produktionen til udlandet.
Sådan er det dog heldigvis ikke i Spectronics tilfælde. Virksomheden blev grundlagt af tre ungersvende fra Grenå for snart mange år siden, og i den mellemliggende tid har den placeret sig som én af de stærkeste virksomheder på sit område i hele verden.
Og hvad er det så, de går og laver dernede i Skindbjerg? Ja, det er jo nærmest en hemmelighed, kunne man fristes til at sige. Spectronic har nemlig specialiseret sig på særdeles højt plan i foranstaltninger, der kan bruges i terror- og anden kriminalitetsbekæmpende virksomhed. Kunderne er altså både politi og efterretningstjenester, og de kommer således ikke bare fra Danmark, men også fra 80 lande over hele verden. Fabrikken startede i sin tid med at producere avanceret videoudstyr, men de seneste mange år har naturligvis IT-teknologien spillet en større og større rolle.
Det er altså ikke krisetegn, når Spectronic er blevet solgt. Virksomhedens grundlæggere har et stykke tid gået med planer om et generationsskifte, så derfor blev det modtaget med kyshånd, da den engelske koncern Cobham Gruppen bød 232 millioner kroner for at overtage Spectronic. Dette firma har nemlig tradition for kun at overtage rigtigt sunde forretninger, som de ikke begynder at flytte fra ét land til et andet – og der skulle altså ikke være nogen fare for, at det går ligesom med f.eks. Grenå Dampvæveri.
Vi kan altså konstatere – og dermed give det videre til læserne – at Spectronic bliver liggende, hvor den er, nemlig i Skindbjerg i Nørre Djurs.

Kilde: Skrevet af Rex

\jh


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam