Tiden nærmer sig på raske fjed for indvielsen og overdragelse af Baunhøj Mølle til Grenaa Kommune og Møllelauget. Datoen var oprindeligt fastsat til den 10. november, men en arbejdsulykke på Møllen har ført til en udsættelse af denne indvielse.
Desværre er møllebygger Jens Jørgensen, Fakse Ladeplads, kommet ud for en arbejdsulykke i forbindelse med opsætning af nogle svære bjælker. En ulykke, som forårsagede en svært læderet hånd. Herved blev Jens Jørgensen gjort uarbejdsdygtig med den umiddelbare konsekvens til følge, at færdiggørelsen af møllebyggeriet med opsætning af møllehat og -vinger ikke kan nåes indenfor den oprindelige tidsplan. Derfor er den planlagte indvielse udsat til engang i december.
Heldigvis er undermøllen med udstillingslokaler blevet færdig, så det planlagte arrangement med mølleudstilling af de 69 sponsorerede kunst-værker i forbindelse med møllelotteriet, kan gennemføres som planlagt med fernisering onsdag den 10. november kl. 19.00.
Udstillingen kan efterfølgende ses frem til torsdag den 25. november, hvor udtrækning af gevinster - nemlig de 69 kunstværker - i forbindelse med mølleriet foretages ved notarius publicus. Møllen vil i perioden fra den 11. november til og med den 25. november være åben fra kl. 13.00 til 17.00 - dog undtaget mandagene den 15. og 22. november. Lodsedler til møllelotteriet - hvor overskuddet går til indkøb af nyt inventar til Møllen - kan fortsat købes på de udvalgte salgssteder - blandt andet Turistkontoret i Grenaa - samt i Møllen i åbningsperioden.
En arbejdsulykke har forsinket færdiggørelsen af den nye Baunhøj Mølle i Grenaa, og den planlagte indvielse den 10. november er udsat til en endnu ikke fastsat dato i december.
Kilde: Grenaa Bladet
\jh