Grenaa Bladet: Børnekulturuge 2003 byder blandt andet på Jay-Kid-koncert i Grenaa
Teatre, muséer, kulturhuset, billedskoler, naturcentre, biblioteker, biografer og foreninger i syv ud af otte Djurslands-kommuner er klar med nogle helt specielle tilbud i forbindelse med dette års Børnekulturuge, der traditionen tro afvikles i skolernes efterårsferie i uge 42.
|
80 forskellige tilbud er der blevet stablet på benene, og program-hefte og plakat blev præsenteret på et pressemøde på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup mandag eftermiddag i sidste uge. Blandt andre med deltagelse af tovholder og idémand på Børnekulturugen siden opstarten for fire år siden, Hardy Andersen, der som kulturhusleder i Grenaa formentlig råder over det tilbud af de 80, som kommer til at få størst bevågenhed. Der er nemlig tale om en koncert med det nye danske stjernefrø Jay-Kid, der hitter stort med sin debut-CD, som rummer en række gamle Michael Jackson-hits. Jay-Kid har rent faktisk netop været en tur i USA, hvor han har sunget og danset for Michael Jakcson himself. The King of Pop var så imponeret, at han har villet se og høre Jay-Kid endnu engang, men det bliver ikke fredag den 17. oktober, for der vil man kunne opleve Jay-Kid i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, hvor han giver koncert og skriver autografer. Før og efter hans optræden vil der var sodavandsdiskotek. Billetsalget starter den 1. oktober, og der vil kunne købes billetter i Kvickly Grenaa samt i Kulturhuset Pavillonen.
Rønde mangler som den eneste
Men der er naturligvis også mange andre arrangementer i løbet af Børnekulturuge 2003, der kun mangler deltagelse fra Rønde Kommune før alle otte Djurslands-kommuner er repræsenteret. Det har fra starten af været en kongstanke fra Hardy Andersens side, at få involveret så mange kommuner på Djursland, som overhovedet muligt, og denne ambition er således meget tæt på at være opfyldt i år, hvor Sønderhald er kommet med som ny kommune. Det startede beskedent i 1999 med Grenaa Kommune som udgangspunkt, men siden har flere og flere kommuner koblet sig på, så Børnekulturugen nu dækker næsten hele Djursland.
1 krone pr. indbygger
De medvirkende kommuner giver hver i sæt 1 krone pr. indbygger til Børnekulturugen, ligesom Århus Amt også støtter med et pænt beløb. Budgettet for Børnekulturugen 2003 ligger således på 100.000 kroner, og disse penge bruges først og fremmest på trykning af programmer og plakater. Tegninger og lay-out i den forbindelse er påny noget arkitekt Lars Sand Kirk har stået for.
Programmet er blevet trykt i et oplag på hele 15.000 eksemplarer, og de deles ud på skoler, i børnehaver og på biblioteker. Dette års aktiviteter afvikles i dagene fra den 11. til den 19. oktober.
Programmet for dette års Børnekulturuge blev præsenteret på et pressemøde i sidste uge. Her ses forsiden. Tegninger og lay-out er lavet af Lars Sand Kirk, Grena.
Kilde:
unavngivet