Tak til
 






  
05/05 2023

Kolind får skrevet sin historie i ny bog

KOLIND - ”Dengang og nu i Kolind - fra landsby til handelscenter” er navnet på en bog, som udkommer på fredag. Et lokalt samarbejde har muliggjort bogen, som i billeder og tekst fortæller historien om landsbyen, der blev til en stor handelsby.

Da den unge lærer Bent Møller Pedersen i 1967 flyttede fra Århus til Kolind for at tiltræde en stilling ved Kolind Skole, kom han til en egn han ikke kendte i forvejen. For at føle sig hjemme, ville han lære byens historie at kende.
Så allerede meget tidligt interesserede Bent Møller Petersen sig for byen og dens historiske rødder. Den interesse gik hånd i hånd med hans arbejde som lærer, og han samlede systematisk oplysninger og kildemateriale til brug i både sin undervisning og sin egen ”forskning”.
Et udsagn om, at Kolind for godt 50 år siden havde 70 forretninger, skruede yderligere op for Bent Møller Pedersens nysgerrighed. Han ville finde ud af, hvad der gemte sig af historier bag de mange huse, som han mødte på sine daglige gåture i Kolind.

Travlt otium
Der gik ikke mange dage fra at Bent Møller Pedersen 1. oktober 2003 havde trukket sig til tilbage fra Kolind Skole efter 36 år som lærer, deraf 23 år som viceskoleinspektør, før han var i gang med sit nye projekt.
- Efter et langt arbejdsliv vidste jeg, at det var vigtigt, at jeg havde noget at rive i, fortæller Bent Møller Pedersen, som to dage efter sin fratræden bankede på de første døre i Kolind for at få mere at vide om livet på egnen før og nu.
Det blev som at rode op i en myretue. Han blev mødt med stor velvilje og fortællelysten var stor overalt, hvor han kom ind. Hele tiden kom der ny viden til, og både ældre og yngre kunne bidrage med oplysninger til hans i forvejen store viden om byens historie. Ideen om at samle det omfattende materiale i en bogudgivelse tog form.

Lokale hjælpere
Også Knud Jensen, som er født og opvokset i Bugtrup, og som i 1995 efter 37 år i Skagen var vendt tilbage til sin hjemegn, blev bidt af projektet. Han er meget lokalhistorisk interesseret, og overtog for fire år siden ledelsen af Midtdjurs Lokalarkiv i Nimtofte.
- Jeg har altid drømt om, at der blev lavet en bog om Kolind, så jeg blev lykkelig, da jeg hørte om Bent Møller Pedersens planer, fortæller Knud Jensen.
Han havde sin faste gang på Midtdjurs Lokalarkiv og hjalp løbende med at finde illustrationer og andet kildemateriale til brug i bogen.
- Bogen indeholder mere end 100 fotografier og andre illustrationer, hvoraf de ældre væsentligst kommer fra lokalarkivet. Men også private har bidraget med ældre og især nyere billeder til bogen.

Tid og disciplin
Også Finn Pedersen fra Kolind Boghandel blev glad, da han hørte om bogplanerne. Han kender fra sin boghandel publikums interesse for lokale udgivelser, og han sørgede for at bogprojektet blev realiseret praktisk og økonomisk. Kolind Bogtrykkeri har stået for trykningen af bogen.
- Knud Jensen og jeg blev en slags medredaktører på bogen, og det blev til et rigtig godt samarbejde os tre imellem, fortæller Finn Pedersen.
Indenfor mindre end et år blev bogen klar til udgivelse.
- Det har krævet utrolig meget tid og arbejdsdisciplin at blive færdig. Vi ved, at Bent Møller Pedersen har disciplinen, men ville han også have tiden? spørger Finn Pedersen.

Planer om mere
Tiden er i alle fald blevet brugt effektivt, for fredag ligger bogen klar til salg på disken i Kolind Boghandel. En bog på 156 sider i flot udstyr med stift bind og med masser af spændende tekst og billeder.
Bogen fortæller historien om Kolinds udvikling med vægten lagt på de faktorer, som førte frem til at Kolind etablerede sig som den førende handelsby på Djursland.
- Det bliver i denne bog især historien om Kolindsund og jernbanens etablering, men der foreligger stadig så meget materiale, at vi allerede nu tænker på at gå videre med endnu et bind af Kolinds historie, fortæller Bent Møller Pedersen.
Han peger på, at det også vil være interessant at få belyst andre temaer fra byens historie: skolevæsenet, højskolen, kirken, landbruget med de store markeder og dyrskuer, foreningslivet, tiden under krigen og REKO.
- Vi har også tænkt på at involvere flere interesserede i det videre arbejde.

Gade op og ned
Størstedelen af bogens plads går dog med en gennemgang af hvert enkelt hus i Kolind med en undersøgelse af, hvad der er foregået i huset og hvilke mennesker der knytter sig til dets historie. En spændende fremstilling med mange både sjove og tankevækkende gamle og nyere fotografier og illustrationer.
Det er et imponerende arbejde Bent Møller Pedersen har udført sammen med sine hjælpere, og der venter såvel gamle som nye Kolindborgere et spændende værk, der både kaster lys over fortiden og sætter nutiden og fremtiden i perspektiv.

Kilde: Skrevet af Martin Schultz i lokalavisen Midtdjurs- Nørre djurs 12/11-2004

/jimmi


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam