MIDTDJURS - Hvordan kan det være, at den af Midtdjurs Kommune entrerede fejemaskine kører rundt i villaområderne allerede fra klokken halv fire om morgenen?
Sådan lød et af spørgsmålene fra Børge Ravn Kejser, Kolind, på sidste uges kommunalbestyrelsesmøde.
- Ifølge bemærkningerne til vores miljølovgivning må der ikke påbegyndes larm før klokken syv om morgenen. I særlige tilfælde kan der dispenseres fra reglen, men kun en time, lod Børge Ravn Kejser forstå.
Ravn Kejser er så absolut kommunens flittigste bruger af spørgetiden forud for kommunalbestyrelsesmøderne, og at dømme efter kropssprog og ansigtsudtryk fra flere af politikerne er den selvbestaltede vagthund efterhånden ikke alles gode kop te.
Per Dalgaard (DF), der fra sit folketingsarbejde, kender til en anden flittig rekordspørger, SF's Villy Søvndal, lod verbalt forstå, at han efterhånden finder brugen af spørgetiden alt for vidtgående:
- Skal de her møder altid starte med en diskussion om hvad som helst. Findes der ikke nogle regler for, hvad man skal drøfte. Vi kunne jo også give os til at diskutere skolepolitik, og hvad ved jeg, men så kunne vi jo sidde her den halve aften.
Borgmester Kim Dalgaard Poulsen fandt, at spørgsmålet i dette tilfælde havde almen interesse.
Formand for Teknisk udvalg, Leif Kristoffersen (S), kunne ikke give noget svar rent umiddelbart om den støjende gadefejer, men lovede at vende tilbage med et svar, når han havde undersøgt sagen.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 15. November 2004
/jimmi