Det efterhånden traditionsrige julemarked på mosebrugscentret i Stenvad nærmer sig nu med raske fjed. Om små 14 dage går det løs, og i dag lader vi arrangørerne selv fortælle nærmere om det.
”Stenvad Mosebrugscenter får huset fuldt af boder med juleting, gran, væv, strik, rav, lys, bøger, julekort, hjerter, perler, glas, kniplinger, patchwork, kranse, genbrugs-tøj, sæbe, nisser og meget mere, når årets
julemarked afvikles lørdag 27. og søndag 28. november.
Det er femte år i træk, at markedet afvikles. Hele 33 stande er booket, hvilket er en øgning på 33 procent i forhold til sidste år, og dermed bliver markedet det hidtil største i Stenvad.
De fleste af de handlende kommer fra lokalområdet, og det meste af det, de
tilbyder, er egne, hjemmelavede ting. Hver enkelt bod leverer varer til julemarkedets tombola. Som noget nyt i år etableres et særligt børnelykkehjul, som seniorgruppen Mosefolket bestyrer.
Endnu en attraktion er egnstæppet med sin placering lige midt i det hele. Der mangler bare et lille stykke i toppen, og man kan tydeligt forestille sig det færdige resultat. Væveholdet og Mosefolket, der oprindeligt tog initiativ til projektet, vil være til stede i markedets åbningstid, klar til at fortælle om arbejdet, og de sælger postkort med detaljer fra tæppet.
Der er lavet aftale om underholdning begge dage, og julemanden kommer også
på besøg flere gange med godter til børnene.
Lørdag eftermiddag underholder Ørum Skoles store og mini-kor, mens det er
Djurslandsspillemændene, der står for underholdningen søndag eftermiddag.
Der er fri parkering og fri entré, og Tørvecaféen serverer æbleskiver, glögg
og kaffe m.m.”
Kilde: Indsendt til Djurslands Netavis og skrevet på vegne af Stenvad Mosebrugscenter af Lise Bomholt
jimmi