Fra et Venstre-medlem af byrådet i Sønderhald har vi hentet følgende glødende opfordring til Auning-borgerne om at stemme sig ind i Norddjursland ved den nært forestående folkeafstemning – og endelig ikke til Randers, som mange ellers går ind for. Hun skriver:
”Afstemningen d. 8. november viste klart, at man i Sønderhald Kommunes østlige ende ikke ønsker at blive lagt under Randers og blive en del af en storkommune med over 100.000 indbyggere. Derfor er jeg glad for, at borgerne i dén ende af kommunen nu får lejlighed til at bekræfte dette ved afstemningen d. 23. november.
Handler du i Randers, arbejder du i Randers, går dit barn på gymnasium i Randers? Ja, så er der intet til hinder for, at det kan fortsætte. Men ser du en kommune som andet og mere end dét, så vælg Norddjurslands Kommune for fremtiden.
I en Norddjurslands Kommune vil de værdier, der har præget Sønderhald Kommune, kunne fortsætte. Jeg tænker primært på velfungerende børnehaver og skoler, forældrebestyrelser med direkte indflydelse på institutionernes midler. Plejehjem med højt niveau, forsamlingshuse, der kan få tilskud til køkkener m.v., haller, der får en økonomisk håndsrækning, når det kniber, og en kommune, der på en fleksibel måde kan hjælpe små virksomheder i gang o.s.v.
Disse forhold er for mig de vigtigste, når man skal vælge, hvilke kommuner man vil lægges sammen med. De fire norddjurske koommuner har en ligeværdighed og énsartethed, der sikrer, at disse områder kan blive tilgodeset på en måde, der passer til min opfattelse af god kommunalpolitik. Vi vil i en kommune med knap 40.000 borgere forvente en rimelig indflydelse, og ikke mindst vil dialog-modellen kunne fortsætte i en let tilrettet form. Det er utrolig vigtigt for mig, da det er dén model, der sikrer, at man finder de kompromisser, der giver tilfredshed og fremdrift. Ydermere vil Auning som driftig handelsby kunne fortsætte sin udvikling og blive et bindeled mellem den norddjurske kommune og Kronjylland. Et samarbejde på tværs af alle kommunegrænser vil naturligvis stadig være relevant i visse regionsmæssige spørgsmål.
Heldigvis er det meget simpelt at dele netop Sønderhald Kommune. Vi har i begge ”ender” en skole, tre børnehaver, plejehjem, to haller, en skoletandplejeklinik m.v. – alt med samme standard. Befolkningstallet fordeler sig ligesom arealet rimeligt lige, så intet praktisk taler imod en deling. At der for nogle synes langt til Grenå er uden betydning. Sandsynligheden, for at Auning får et lokalt servicecenter, er meget stor – dét blev allerede omtalt på et seminar med de nordjurske kommuner i september, og det er en del af forliget om reformen, at sådanne centre skal etableres. Kommunen vil i høj grad kunne satse på turisme og erhverv samt blive det fremtidige bosætningsområde for de familier, der ikke ønsker, at deres børn skal vokse op for tæt på storbyer, og som ikke vil betale de høje priser, der er i området udenom Århus.
Alternativet er den store kommune præget af storby-politik, hvor forståelsen for vores holdninger og vore typer problemer være meget lille og vores indflydelse mindre endnu. Valget er nemt!”
Kilde: Skrevet af Venstre-byrådsmedlem i Sønderhald Kommune, Anne Gleerup, i Randers Amtsavis d. 16. nov
/jimmi