FN-dag på 10. Klasse-Center Djursland
Onsdag den 27. oktober holdt 10. Klasse-Center Djursland i Grenaa FN-dag. Med foredrag af gæstelærere blev dagen højdepunktet på et tema om internationale hjælpeorganisationer, som 10.-klasse Centrets internationale linie har beskæftiget sig med de sidste uger.
Gennem de sidste par uger har den internationale klasse desuden taget stilling til den globale handel med landbrugsvarer. Bør det rige Nord åbne sine markeder for det fattige Syd?
Som deltagere i net-spillet »Global Island« forsøger 10.-klassen fra Grenaa allerede nu at finde løsninger på de spørgsmål, som den danske landbrugskommissær Mariann Fischer Boel står over for de næste fem år.
Spillet indgår som en del af undervisningen på 10. Klasse-Center Djurslands internationale linje. Lærer Dorte Bæk-Sørensen mener, at Global Island-spillet er et godt redskab til at gøre et emne som international politik mere håndgribeligt for eleverne.
Spillet, der er udviklet af Mellemfolkeligt Samvirke, går ud på, at skole- og gymnasieklasser fra hele Skandinavien logger sig ind og opretter en profil på www.globalisland.nu. Herefter er de fuldgyldige medlemmer af parlamentet i cyberspace.
Igennem spillet bliver eleverne sat i forskellige dilemmaer inspireret af aktuelle politiske spørgsmål. Opgaven for eleverne er at tage stilling til de politiske spørgsmål og argumentere for deres synspunkter. Hvilke holdninger kan vinde parlamentarisk flertal?
Første omgang af efterårets Global Island-spil løb fra den 18. - 29. oktober 2004. De store debatdage i net-parlamentet var fredagene den 22. og 29. oktober.
Kilde: grenå bladet
/jimmi