Onsdag den 10. november kl. 19.00 var der fernisering på en udstilling med 69 værker skænket af 55 kunstnere, der tidligere har udstillet i møllen, samt yderligere to værker skænket af private.
Formanden for Møllelauget Bente Gitz Johansen bød de ca. 200 gæster i møllen velkommen. Det var en uformel indvielse af undermøllen, samtidig med, at der var fernisering på udstillingen. Bente Gitz Johansen gav i sin velkomsttale udtryk for den store vilje, der har været blandt alle involverede til at få møllen rejst igen.
Erik Hoberg, formand for Voksen og Fritidsudvalget, fik derefter ordet for at takke Bente Gitz Johansen for det store arbejde, hun på helt frivillig basis har gjort. Samlet sponsormidler ind i størrelsesordenen 200.000 kroner, siddet med til mange møder i styregruppen, organiseret salg af lodsedler, så der kan blive penge til indkøb af inventar. Som Erik Hoberg sagde: »Med en ildsjæl som Bente Gitz kan alt lade sig gøre«.
Som sidste taler havde Peter Sand, direktør på Kattegatcenteret, fået æren af at åbne den første kunstudstilling i den nye Baunhøj Mølle. Peter Sand så genopbygningen af Baunhøj Mølle som endnu et eksempel på den positive udvikling, der er i gang i Grenaa. Han ønskede byen tillykke med endnu et rum med uanede muligheder.
Efter et par timer med musik og maleriudstilling gik folk fra møllen med den indstilling, at her vil der være mange gode timer i vente.
Kilde: Grenaa Bladet
/jimmi