Billetter til næste års Lars Lilholt-koncert ved Meilgaard kan ligge under juletræet!
Om en lille måneds tid indleder man allerede billetsalget til næste års Lars Lilholt-koncert i Meilgaard Slotspark. Nørre Djurs HK, der arrangerer den store folkefest, giver hermed i år folk en ekstraordinær gave-idé-mulighed til juleaften, idet det er første gang billetsalget starter så tidligt.
Og koncerten afvikles som altid torsdag i uge 29. I 2005 skulle denne pågældende dato angiveligt være den 21. juli. Styregruppen i Nørre Djurs HK bag det store koncert-arrangement var i øvrigt både inviteret og repræsenteret, da Lars Lilholt Band præsenterede deres nye CD »Den 7. Dag« på Café Hack i Århus mandag aften i sidste uge. Her gav orkestret akustiske smagsprøver på de nye sange, og ifølge Per Pedersen fra styregruppen, så er der flere folkelige ørehængere på vej til sommerens Lars Lilholt-koncerter. CD’en er i øvrigt forudbestilt i så mange eksemplarer, at bandet allerede fik en guldplade overrakt i forbindelse med seancen på Café Hack.
Lars Lilholt fortalte også om tilblivelsen af de nye sange i forbindelse med den intime mini-koncert, hvortil man havde inviteret dem, der arrangerer Lars Lilholt-koncerter i det østjyske område.
P. t. arbejder man på at få sat et opvarmningsband på programmet, og meget snart kan man altså sikre sig en billet til næste års Lars Lilholt-koncert ved Meilgaard Slot. Billetterne vil sædvanen tro kunne købes i SuperBrugser og Kvickly’er her på Djursland. Men altså først om en måneds tid.
Lars Lilholt Band præsenterede deres nye CD på Café Hack i Århus mandag aften i sidste uge. Til stede var blandt andre repræsentanter fra styregruppen bag Meilgaard-koncerten foruden Grenaa Bladet og Lokalavisen Nørre Djurs-Midtdjurs.
Kilde: Grenaa Bladet
/jimmi