Solo-basunist i Aarhus Symfoniorkester er solisten ved Grenaa Blæsernes julekoncert
Søndag den 5. december kl. 14.30 er dagen og klokkeslettet for dette års julekoncert med Grenaa Blæserne. Som tidligere år har blæserne sørget for assistance i form af en musikalsk solist af høj, høj klasse. Og i år har vedkommende endog rødder i Grenaa.
Der er tale om Jesper Busk Sørensen, der er ansat som 2. solo-basunist i Aarhus Symfoniorkester. Han indledte sin musikalske karriere med at spille euphonium i det lokale FDF-orkester i Grenaa.
I den forbindelse har Aksel Frandsen fra Grenaa Blæserne - der også er engageret i FDF-regi lokalt - en lille historie at fortælle:
– Det er forbundet med en vis stolthed, at jeg og min søn Peter var de første, der viste ham, hvordan man blæser i en basun, så der kommer en lyd ud af den. Det stod meget hurtigt klart, at der var tale om et endog meget stort talent, der samtidig var både flittig og sympatisk. Så det kunne kun gå godt med den unge mand, der er fuldstændig blottet for stjernenykker. Når han har spillet sit solo-stykke, sætter sig ned ved siden af de andre basunister og spiller med. Det er en fornøjelse at have med ham at gøre på alle måder, siger Aksel Frandsen, der er pensioneret overlæge fra Grenaa Centralsygehus.
Efter endt studentereksamen blev Jesper Busk Sørensen optaget på Det Jyske Musikkonservatorium. Her studerede han basun hos professor Niels Ole Bo Johansen, og senere hos docent Rolf Sandmark - solo-basunist i Aarhus Symfoniorkester med hvem han nu er kollega. Jesper Busk Sørensen har endvidere studeret i Chicago i USA hos basunisterne Jay Friedmann og Michael Mulcahy fra Chicago Symphony Orchestra samt studeret privat hos Jesper Juul Sørensen, solo-basunist i Radiosymfoniorkestret - samt hos Ingemar Ross, 2. basunist i Göteborgs Symfoniorkester.
Jesper Busk Sørensen har endvidere været medlem af verdensorkestret Jeunesse Musikcales World Orchestra i årene 2001-2003, med hvilket han har turneret rundt i store dele af verden. I 2002 blev han desuden prisvinder i Internationale Trombone Festival - en stor international basun-konkurrence - i Texas.
De numre i forbindelse med julekoncerten, hvor Jesper Busk Sørensen har solo-partier, er »Den Hellige Stad«, »Romance opus 21«, »When I Walk Alone« og »Bayrische Polka«. Ellers kommer programmet meget til at ligne det, som man spillede sidste år. Det vil sige en masse velkendte jule-melodier. Grenaa Blæserne bliver på dagen forstærket med en håndfuld medlemmer fra et Horsens-orkester, hvorved man når op på en besætning på henved 50 mand i forbindelse med julekoncerten.
Billetsalget til koncerten er i fuld gang, og billetterne kan kun købes ved henvendelse til Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Grenaa Blæserne har tidligere år arrangeret julekoncerter, hvor man har kunnet præsentere solister som trompetisten Per Nielsen (sidste år), Arne Lundemann og Henning Amstrup, Kirsten Siggaard og Kirsten Vaupel med flere.
Dette års solist ved Grenaa Blæsernes julekoncert i Kulturhuset Pavillonen er den tidligere Grenaa-dreng, Jesper Busk Sørensen, som i dag er 2. basunist ved Aarhus Symfoniorkester.
Kilde: Grenaa Bladet
/jimmi