Desværre var vi forhindrede i at være til stede i går, da der blev afholdt afslutning på dét EU-støttede aktiveringsprojekt i Nørre Djurs, vi ellers har fulgt lige fra starten for tre år siden. Men vi kan i alt fald bringe en kort sammenfatning af det, som forvaltningsdirektør Finn Byrialsen har skrevet:
”Til nytår slutter projektet ”Så langt øjet rækker - og lidt til!”, der i tre år har bidraget til, at kontant¬hjælpsmodtagere med lang ledighed er kommet nærmere arbejdsmarkedet.
I alt 84 personer har deltaget i projektet, heraf er 43 nu i fast arbejde eller har påbegyndt en ud¬dannelse eller fået læreplads.
Projektet har haft hjemsted på Stenvad Mose¬brugscenter. Målgruppen består af revalidender, flygtninge og indvandrere, kontanthjælps- og sy¬gedagpengemodtagere. Disse personer har ofte en begrænset mobilitet, og det er som udgangs¬punkt ikke realistisk, at de vil kunne finde arbejde uden for deres lokalområde.
Et af hovedtemaerne i projektet har derfor været at inddrage kommunens egne – typisk mindre – virksomheder i at få de ledige i gang. Og som et forsøg har projektet sendt mange af de ledige i praktikforløb langt hurtigere, end man tidligere har gjort.
Deltagerne i projektet har også i vid udstrækning brugt hinanden og har dannet små netværksgrup¬per, som har holdt regelmæssige møder. Ofte giver lang ledighed et dårligt selvværd, og det har netværksgrupperne kunnet bedre på.
Det er EU’s Socialfond, der har støttet projektet, således at de ansatte på tværs af faggrupper har kunnet tage ekstra kurser og uddannelse.
Desuden har der været afholdt forskellige tema¬dage og foredrag for såvel deltagere som ansatte.
Projektet ”Så langt øjet rækker - og lidt til!” har markeret afslutningen af projektet med en slut¬konference på Feriehotel Kattegat i Bønnerup den 18. november.
Midt i januar udkommer en evalueringsrapport, der dels skal vurdere effekten af projektet, dels komme med bud på, hvordan erfaringerne kan bruges fremover.”
Kilde: Skrevet af forvaltningsdirektør Finn Byrialsen i Nyhedsbrev nr. 18 fra Nørre Djurs Kommune
/jimmi