Djurslands Museum åbnede fredag den 19. september udstillingen »Festen for de døde - en folketradition i Mexico.
Udstillingen er produceret af Djurslands Museum og Moesgård Museum ved Århus i et samarbejde mellem 10 danske muséer, og er tilrettelagt af etnograf Christian Heilskov og arkitekt Lars Sand Kirk, Grenaa.
Udstillingen afspejler mexicanernes relativt afslappede forhold til døden - i modsætning til, hvordan vi tackler døden i vores vestlige kulturkreds. Mange forskellige udgaver af kranier og skeletter symboliserer de dødes sjæle. Udstillingen blev åbnet af Stine Kjær (datter og Ole og Kirsten Kjær, Grenaa). Stine Kjær har været udvekslingsstudent i Mexico et helt år med hjælp fra Rotary i Grenaa.
Endvidere diskede bager- og konditormester Herluf Kristensen op med chokolade-kranier. Lidt makabert slik måske, men helt normalt i Mexico i forbindelse med »Festen for de døde«.
Museumschef Britta Mosdal, (billedet), havde også srøget for vaskeægte mexicansk musik i forbindelse med åbningen af udstillingen.
Udstillingen er produceret på Djurslands Museum og har opnået støtte fra Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene og Århus Amts Museumsråd. Den debuterede på Moesgård Museum i maj måned 2001, og har siden været rundt på mange muséer i Danmark. Man kan se den på Djurslands Museum frem til den 22. februar 2004, hvorefter den skal videre til Skagen By- og Egnsmuseum.
Der er i øvrigt også produceret et sæt undervisningsmateriale i forbindelse med udstillingen - udgivet Holbæk Museum. Undervisningshæftet »Lad os grine af Døden« er et tværfagligt undervisningsmateriale til undervisning i historie, religion og spansk i gymnasiet, HF samt folkeskolens ældste klassetrin.
Kilde:
unavngivet