Der er masser af nye film på plakaten i Grenaa Kino i denne uge. »Bridget Jones 2 - På randen af fornuft« og det ultimative rum-monster-opgør i »Alien vs. Predator« havde Danmarkspremiere i blandt andet Grenaa Kino i fredags.
Bridget jones
|
Og på fredag d. 26. november er Kino blandt premierebiograferne, idet den nye Oliver Stone-storfilm om Alexander den Store, »Alexander« ruller hen over de danske biograf-lærreder for første gang.
Handlingen i »Bridget Jones 2 - På randen af fornuft« er som følger:
Bridget Jones (Renée Zellweger) er ikke single mere. Den nogle-og-tredive-årige, usikre, selvanalyserende, karriereorienterede, kalorietællende Bridget har endelig vundet i kærlighedens store lotteri. I seks uger (og 71 ekstatiske hyrdetimer) har hun været kæreste med den absolut fejlfrie advokat Mark Darcy (Colin Firth), og intet kan spolere den lykke.
Det skulle da lige være, at Bridget begynder at spekulere over, hvor forholdet er på vej hen. Det fører nemlig til fantasier om både, at Mark vil stille »det store spørgsmål«, og at Mark har en affære med sin nye, unge, tjekkede kollega Rebecca (med ben helt her op til!). Et sted imellem disse to yderpunkter finder man en invitation til advokatsamfundets gallamiddag, en skiferie til Østrig, en kærlighedserklæring på åben gade, en mistanke om, at hun er blevet gravid, endnu et af mors forfærdelige selskaber og nye ydmygende opgaver for Bridget som tv-reporter.
Med andre ord er Renée Zellweger tilbage i sin glansrolle som den let overvægtige Bridget, som mod alle odds igen befinder sig imellem to mænd; endnu engang Colin Firth som Darcy og Hugh Grant som Daniel Cleaver. Det går atter komisk-kaotisk galt i Beeban Kidrons filmatisering af Helen Fieldings bestseller, »Bridget Jones - På randen af fornuft«. Filmen kører også i »Baby-biffen« - der er for poder under to år og ikke mindst deres forældre. Det sker onsdag den 1. december kl. 11.00.
Alien vs. Predator
Handlingen i »Alien vs. Predator«, der også havde DK-premiere i Kino i fredags, lyder sådan her:
Da milliardæren Charles Bishop Weyland samler et internationalt hold af arkæologer, videnskabsfolk og sikkerhedseksperter, anført af miljøforkæmperen og eventyreren Alexa »Lex« Woods, som skal undersøge en uforklarlig varme som strømmer op fra dybet under Antarktis, er det begyndelsen på et utroligt og gruopvækkende eventyr.
Det, de ser 600 meter under den frosne overflade, begejstrer dem til at begynde med, men snart forfærdes de over det. De finder en pyramide, som er en blanding af aztekisk, egyptisk og cambodiansk kultur. Inde i pyramiden er der et net af kamre, så teknologisk avanceret, at det står dem klart, at her har der været ekstraterrestriske kræfter på spil i flere tusinde år. Væggene i kamrene omformer sig ganske uventet, så medlemmer af holdet afskæres fra deres kolleger.
Efterhånden som de baner sig vej fra kammer til kammer, går sandheden op for dem i al sin gru: Predatorer har fanget og indespærret en alien-dronning, som lægger æg med 100 års mellemrum. Unge predator-krigere består deres manddomsprøve ved at kæmpe mod alien-yngel. Vores forskerhold er havnet midt i et utroligt offerritual - og en veritabel krig mellem alien-uhyrer og predator-væsner. Gisp!!
På rollelisten finder man navne som Sanaa Lathan, Raoul Bova, Lance Henriksen, Colin Salmon, Ewen Bremner og Carsten Nørgaard med flere. Instruktøren hedder Paul W. S. Anderson.
To succes-monstre
i den samme film
Man putter med andre ord to temmelig succes-fulde film-rummonstre sammen i denne film. Predator husker man fra to vellykkede thrillere fra sidst i 80’erne og først i 90’erne. I den første tager dette fantastisk avancerede rummonster sig kærligt af en flok commando-soldater anført af Arnold Schwarzenegger. I 2’eren går den i stedet på rov midt inde i storbyen - med Danny Glover halsende efter sig. Alien-monstret blev født i Ridley Scott-klassikeren/mesterværket »Alien - den 8. passager« fra 1979. Filmen, der mere end noget andet kickstartede Sigourney Weavers film-karriere, og som siden har ført til tre andre film med Alien-monstret i hovedrollen, omend Sigourney Weaver »kun« kæmpede mod det drabelige rumuhyre i 2’eren og 3’eren. Winona Ryder havde vist nok tjansen i 4’eren. Fire hver især fremragende film skulle det blive til før det blev til en femte - og altså i en duel med Predator. Det er næppe kedeligt!!
Kino kan også fortsat byde på den danske komedie »Oh Happy Day« med Lotte Andersen i hovedrollen, omend sidste chance for at se filmen i Kino er torsdag den 25. november. Det nye smash-hit fra Pixar-studierne - dem med »Find Nemo« og »Toy Story« - »De Utrolige« (om en helt almindelig superhelte-familie) forsætter ufortrødent på Kino’s program, mens søndag er absolut sidste chance for at se »Min Søsters Børn i Ægypten«. Og filmen kører kun i weekenden.
Endelig er det værd at nævne, at forsalget til december måneds helt store biograf-premiere »Familien Gregersen«, der har Danmarkspremiere i blandt andet Grenaa Kino den 17. december, starter allerede tirsdag i indeværende uge.
»Bridget Jones 2 - På randen af fornuft« havde Danmarkspremiere i fredags, og er således én af de helt nye film på Kino’s program.
Kilde: Grenaa Bladet
/jimmi