Socialudvalget i Nørre Djurs er tilfredse med udbyttet af Projekt Så Langt
Øjet Rækker, - Og Lidt Til!, fremgik, da projektet afviklede slutkonference 18. november med omkring 50 deltagere.
Konferencen på Hotel Kattegat
|
Det EU-støttede projekt Så Langt Øjet Rækker og Lidt Til! stopper med udgangen af 2004, og i den anledning var projektledelsen, praktikværter, politikere, medarbejdere og andre interesserede samlet til slutkonference på Hotel Kattegat i Bønnerup Strand. I en noget utraditionel konferenceform fik de tilstedeværende i dagens anledning mulighed for at overvære møder i styregruppen, deltagergruppen, aktørgruppen og som noget helt ekstraordinært også et socialudvalgsmøde, og på den måde danne sig et billede af det arbejde, der er foregået i de fire grupper.
Udover at skaffe folk i arbejde har et af projektets væsentligste mål også været at få skabt en dialog og et dynamisk samarbejde mellem socialforvaltning, beskæftigelsesprojektet, arbejdsgivere og projektdeltagere. Ved at sætte de fire grupper sammen i en fælles styregruppe har man opnået, at få et godt samarbejde mellem alle involverede grupper, og der blev også ytret bred tilfredshed med arbejdsformen. Det kom bl.a. frem, at alle mente, at de havde lært noget af processen, og at det blandede input var nødvendigt for en fremadrettet indsats. Der var også enighed om, at man havde fundet en arbejdsform, der vil kunne bruges i fremtiden.
Fra politikernes side
I dagens anledning holdt også socialudvalget møde for åbent tæppe. Det enlige punkt på dagsordenen var, at socialudvalgets medlemmer skulle forholde sig til projektets nøgletal: 84 personer er eller har været tilknyttet projektet, heraf har 71 forladt projektet. Af dem er 43 personer nu enten i arbejde, under uddannelse eller har læreplads.
– 60 procent af deltagerne er i arbejde eller under uddannelse, det er godt, sagde Gert Eriksen, formand for socialudvalget.. Samarbejdet mellem arbejdsmarkedsafdelingen og Stenvadcentret er højnet, og indsatsen mere effektiv. Men vi må indse, at nogle personer aktiveres på grund af sociale behov, og det kan få familierne til at fungere bedre, og det skal vi ikke kimse af.
Peter Bo Jensen henviste til den fremtidige beskæftigelse og nævnte, at projektet, der er støttet af EU's Socialfond, har skaffet penge til kommunen og nye arbejdspladser i kommunen.
– Vi politikere kommer med et begrænset antal nye ideer, vi må støtte os til de ideer og tiltag, der kommer fra kommunens institutioner og forvaltningen. Nu har vi et tilbud med en højere kvalitet at tilbyde de kommuner, vi skal slutte os sammen med.
Knud Erik Olesen var glad for det positive udbytte af EU-socialfondsmidlerne.
– Indsatsen mod de ledige er løftet til et højere niveau. Samarbejdet fremover skal målrettes mod de private arbejdsgivere. Man kan inddrage dem i kurser eller møder for at de skal se, hvad der gøres for fællesskabet, sagde han.
Projektet har opgjort, at 39,8 procent af deltagernes tid som projektdeltager er blevet brugt som praktikant i en virksomhed. Socialudvalget udtrykte også tilfredshed omkring den information, projektet har udsendt, og som også kan ses på projektets hjemmeside www.udsynet.dk.
Desuden er Niras-konsulenterne udpeget til at lave en slutevaluering af projektet. Den skal være færdig midt i januar 2005.
svt
Projektleder Hans Jørgen Pedersen og beskæftigelseskonsulent Holger Poulsen indledte konferencen med en gennemgang af projektets baggrund og resultater.
Konferencen på Hotel Kattegat var bygget op omkring møder i henholdsvis styregruppe, deltagergruppe, aktørgruppe og socialudvalget, så tilhørerne kunne danne sig et indtryk af det arbejde, der er foregået i projektet.
Kilde: \Skrevet af Marianne Svit I Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
/jimmi