Selvom Djurslands Netavis naturligvis følger almindelige etiske regler for at dele sol og vind lige, så føler vi os som borgere ”snydt” for den demokratiske proces, som kunne have afklaret én gang for alle, om det ville være en god idé med én Djurslands-kommune – fordi politikerne fra Syddjurs havde bestemt sig allerede inden hele sammenlægningsfasen overhovedet gik i gang.
Derfor har vi ikke andet modtræk end at bruge den sidste lille uge, inden den elektroniske underskriftsindsamling er slut, til at have dén som tophistorie på Djurslands Netavis!
Derfor er det helt tilpas, at vi i dag kan bringe et læserindlæg, der slutter med et link til indsamlingen – husk at skrive under inden d. 1. december:
”Syddjurskommunebyrøddernes egenrådige og snævertsynede forsøg på at splitte Djursland i to-tre ubetydelige små-kommuner uden udvikling og fremtid har hverken det politiske bagland, arbejdsmarkedets organisationer eller borgerne på Djursland bag sig.
For at mele deres egen kage har et flertal i kommunalbestyrelserne kortsluttet den demokratiske proces og hen over hovedet på borgerne valgt en løsning, som bevarer flest mulige kommunale taburetter til egen bag.
Uden offentlig høring og debat, uden vejledende folkeafstemning og uden hverken hoved eller fornuft har man besluttet, at et naturligt afgrænset geografisk område på 1.500 kvadratkilometer med 83.000 indbyggere skal braklægges på ubestemt tid.
En kommune af denne størrelse ville være blandt de 10 største kommuner i Danmark og matche f.eks. Ny Randers, Ny Viborg, Ny Herning og Ny Silkeborg kommuner.
En kommune med international lufthavn, Østjyllands bedst beliggende isfri havn og færger til både Sverige og Sjælland. En kommune, som alene i kraft af sin størrelse ville være attraktiv for fremtidens udbydere af superhurtig IT og bredbånd.
En kommune, hvis ønsker om en erhvervsfremmende og sammenhængende infrastruktur vanskeligt ville kunne overhøres.
Hvis vejene kommer, kommer udstyret til at håndtere containere på Grenå Havn, og så kommer containerne. Og et hurtigt pendultog mellem Århus Hovedbanegård og Tirstrup Lufthavn ville også få al snak om flytning af lufthavnen til at forstumme. Evt. i kombination med en opgradering af nærbanen mellem Århus og Grenå/Grenå Havn.
I øjeblikket står den på stagnation og tilbagegang hér på Djursland. Virksomhederne drosler ned eller flygter fra området. Grenå Sygehus sygner hen. De håbløst elendige vejforbindelser udsulter færgerne og lufthavnen. Mols-Linien har kun en enkelt færge tilbage i Ebeltoft – før vi aner det, er Ebeltoft-Odden måske kun en sommerrute.
Også de seneste tal for turismen viser alarmerende tilbagegang – end ikke turisterne kommer af sig selv. Hertil kommer – hvis man da ikke opgiver på forhånd med de finurlige veje, vi har – at man vanskeligt kan orientere sig og finde rundt på Djursland uden GPS eller andet navigationsudstyr, såfremt man ikke er lokalkendt.
Men dén, der sover trygt og godt, opdager naturligvis først miséren, når sengen under ham braser sammen.
Borgerne har ikke givet de nuværende medlemmer af kommunalbestyrelserne mandat til vidtrækkende beslutninger om kommunalreform og kommunesammenlægning. Strukturreformen var end ikke opfundet ved sidste kommunalvalg.
Derfor har man mange steder i landet afholdt vejledende folkeafstemninger eller offentlige høringer for at få en debat i gang og for at få at vide, hvad borgerne og vælgerne mener om denne sag, før man træffer en så vidtrækkende beslutning – det er jo netop demokratiets inderste væsen at være i samklang med borgerne.
Hér på Djursland har kun Sønderhald følt sig kaldet til sådan en utidig indblanding fra vælgernes side gennem to vejledende folkeafstemninger, men desværre kun med meget snævert afgrænsede afstemnings-temaer.
Vi er mange, som ønsker en blomstrende fremtid for et robust og fremtidssikret Djursland, men det er nødvendigt, at alle otte kommuner står sammen – alternativt jo flere jo bedre.
Forhåbentlig er løbet ikke kørt, eller vi kan håbe på indgreb ovenfra. Men når lokalpolitikerne er blinde, døve eller ligeglade med deres politiske bagland, lokalområdets organisationer, erhvervslivet og ikke mindst borgerne/vælgerne, bør det under alle omstændigheder få konsekvenser for dem ved opstillingen til det kommende kommunalvalg.
Hvem vil lade sig repræsentere i byrådet af en vi-alene-vide-kandestøber af en politiker, som ikke magter at se længere end sin egen storetå eller alene har egen taburet for øje?
Hvis man – uden at vælte rundt i gaderne – ønsker at gøre lokalpolitikerne opmærksom på, at man ikke deler deres standpunkt i denne sag, kan man stadig nå at klikke sig ind på Internet-hjemmesiden
www.eet-djursland.nu, som samler underskrifter for et samlet Djursland.
Men hjemmesiden lukker omkring primo december, så det haster – tøv ikke for længe.”
Kilde: Skrevet af Steen Møller fra Ebeltoft i Randers Amtsavis d. 26. november
jimmi