Ebeltofts 92-årige ex-borgmester har før blandet sig i debatten til fordel for én Djurslands-kommune. Det gør han også i dag med baggrund i nogle efter hans opfattelse meget lidt Djurs-venlige udtalelser af Rosenholms borgmester. Hertil svarer han:
”Det virkede næsten chokerende på mig at læse i Århus Stiftstidende d. 25. november, at borgmesteren i Rosenholm Kommune ikke føler sig mere knyttet til kommunerne på Djursland end til andre kommuner i Jylland.
Min udviste interesse for, at den igangværende kommunalreform bør udnyttes til at samle hele Djursland til én kommune, bygger på, at jeg ser hele Djursland som et så specielt indbyrdes sammenhængende stykke dansk land, hvor alle lokaliteter er så gensidigt afhængige af hinanden, at alt, hvad der sker i hver enkelt af dem, også vil komme til at influere på alle de øvrige.
Jo mere jeg ser tilbage på mine 32 år i lokalpolitik i området, jo mere ser jeg de negative resultater, som bekræfter min vurdering.
Jeg forstår derfor ikke dén holdning, at de 20 procent af kommunens aktiviteter, som medgår til varetagelse af erhvervslivets tarv, er af underordnet betydning, da erhvervslivet jo netop er afgørende for tilvejebringelsen af de økonomiske midler, som de 80 procent af de kommunale aktiviteter skal bruge.
Hér er vi jo så fremme ved det afgørende svigt i Djurslands hidtidige politik, hvor den fundamentale basisstruktur med gunstige vilkår for erhvervslivet har manglet og mangler fortsat. Og det behøver sammenhold af format for at kunne afhjælpes.
Med herværende indlæg har jeg ønsket at forklare grundlaget for, at jeg har blandet mig aktivt i sagen, hvormed jeg samtidigt appellerer til samtlige medborgere på Djursland om at være opmærksomme på, at det er en sag, der absolut vedkommer os alle.”
Kilde: Skrevet af ex-borgmester i Ebeltoft, Jørgen Nielsen fra Knebel, i Randers Amtsavis d. 30. novembe
/jimmi