RYOMGÅRD – Beboere fra de fem bofællesskaber på Djursland havde en dejlig aften på Ryomgård Hotel forleden, hvor der var hele 87 samlet til den årlige julefrokost.
Arrangementet med julefrokosten går på skift mellem bofællesskaberne i Allingåbro, Auning, Ørum, Ebeltoft og Ryomgård.
Festen startede klokken 18.00 med et overflødighedshorn af en rigtig bugnende dansk julebuffet med sild, fiskefileter, laks, frikadeller, skinke, andebryst, ost og ris a la mande. Det hele blev serveret med tilbehør.
Danseglæde
Senere på aftenen, da alle havde nydt den gode mad, og mandelgaven var blevet uddelt, var der amerikansk lotteri med hele 36 pakker i gevinstpuljen, og herefter spillede musikeren Rene Frantz op til dans, og han formåede at sætte gang i løjerne i samarbejde med et meget medlevende publikum, der var parate til at fylde dansegulvet og skråle med på de kendte melodier.
- Rene Frantz var rigtig god til at spille, fortæller Ole Nielsen, 49, fra Bofællesskabet i Ryomgård. Han har hjemme i sin lille lejlighed i den gamle stationsbygning sit eget orgel, som han tit øver sig på. Da Lokalavisen var på besøg, skulle han netop til sin ugentlige øvetime hos den lokale spillelærer, Kirsten Mikkelsen.
Selv er han stor fan af Kandis og Vikingerne, og heldigvis kunne Rene Frantz spille nogle af melodierne fra de to populære gruppers repertoire.
Fem timers fest
Camilla Østergaard, 39, nød festen og samværet med gæsterne fra de andre bofællesskaber, og husker især, da Rene Frantz spillede op til Støvledansen fra De Nattergales sangkatalog.
Hun har Brødrene Olsen og Smuk som et stjerneskud, som favorit.
Klokken 23 sluttede festen. Det handler nemlig om at være god til stoppe en fest, medens det endnu er sjovt. Alle var godt trætte og møre efter fem timer med gang i den. Tempoet og humøret var højt hele vejen igennem.
Næste år foregår julefrokosten i Auning.
Skjold
De 11 beboere, der er knyttet til Bofællesskabet i Ryomgård glæder sig til at skulle flytte op på Skjold på Nimtoftevej, ifølge den daglige leder, Gitte Brandstrup.
Bofællesskabet har holdt til i stationsbygningen siden maj 1991. Der bor lige nu fem i selve stationsbygningen, medens fem andre har lejligheder i bygningen bag Vandtårnet. En bor i pyramidegruppen på Ringparken. Hver dag tager de på job. Nogle tager bussen til Ebeltoft, medens andre tager ud på Aktivitetscentret i Marie Magdalene.
Kommunalbestyrelsen har lokalplanforslaget for det nye byggeri på Skjold til behandling på kommunalbestyrelsesmødet 15. december. Hvis alt går, som planlagt skal byggeriet starte 1. august 2005 og være klar til aflevering 1. maj 2006.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 15. November 2004
/jimmi