Således spørger Grenaa Kommune i disse dage. Baggrunden er, at Kulturministeriet har afsat en pulje på i alt 80 mio. kroner over en 4-årig periode til »Kulturelle aktiviteter i provinsen«.
Af formålsbeskrivelsen fremgår det, at »sigtet med Provinspuljen er at styrke kulturlivet udenfor hovedstadsområdet gennem øget kulturpolitisk samarbejde, koordinering og arbejdsdeling om kulturinitiativer med kulturel og kunstnerisk kvalitet«.
Hvad skal man gøre for at få del i midlerne i Grenaa Kommune:
Man skal i kort form udarbejde et idé-oplæg, der i store træk beskriver projektet og medsende et løst overslag over de forventede udgifter og indtægter. Der er ingen formkrav til idébeskrivelsen, som skal indsendes til Grenaa Kommune inden den 1. december 2004.
Næste skridt er, at de projektbeskrivelser, som kommunen har modtaget inden fristens udløb, sendes til Århus Amt, hvor amtets kulturmedarbejdere vil koordinere og prioritere i de indsendte ansøgninger. Den endelige beskrivelse af de projekter, der vælges, skal være kommunen i hænde senest den 1. april 2005.
Ansøgninger sendes herefter samlet fra Århus Amt til Kulturministeriet umiddelbart efter den 1. april 2005, hvorefter ministeriet vil indkalde til møde med projektansøgerne for de ansøgninger, som ministeriet finder interessante.
Når man skal udarbejde et idé-oplæg vil man med fordel kunne tage kontakt til Grenaa Kommunes kulturmedarbejder Preben Brandstrup, tlf. 87 58 58 07. Preben Brandstrup er også med i den arbejdsgruppe, der koordinerer og prioriterer ansøgningerne fra amtets kommuner. Man kan endvidere hente oplysninger om kriterierne for at opnå støtte på Kulturministeriets hjemmeside www.kum.dk (søg på »Provinspulje«).
Kilde: Grenaa Bladet
/jimmi