Der er knald på storfilms-genren i Grenaa Kino i denne uge. I fredags var der Danmarkspremiere på den nye Oliver Stone-film om Alexander den Store, der kort og godt hedder »Alexander«, og på fredag venter endnu en DK-premiere i form af »Polar-Ekspressen« med Tom Hanks. En eventyrlig film for hele familien - og med dansk tale.
polar-ekspressen
|
Handlingen i »Alexander« er som følger:
Verden som vi kender den i dag ville ikke være den samme, hvis det ikke var for Alexanders blodige erobringer. Krigeren, kongen, elskeren, erobreren Alexander den Store af Makedonien, er en af historiens største legender. Filmen skildrer hans blodige invasion af Persien - det vi i dag kender som Irak - Egypten og Indien, hvilke han på bare 8 år samler til et enormt kejserdømme. Og som efterfølgende fører til hans ultimative fald og mystiske død som bare 32-årig. Colin Farrell spiller Alexander og på rollelisten finder man i øvrigt store navne som Angelina Jolie, Jared Leto, Val Kilmer og Anthony Hopkins med flere.
»Polar-Ekspressen«, der har Danmarkspremiere i blandt andet Grenaa Kino på fredag den 3. december, tager biografgængerne med ud på en rejse, der overgår selv den vildeste fantasi. Et helt specielt tog præsenterer sig i et sneklædt landskab - og et fantastisk eventyr kan begynde. Filmen er instrueret af Robert Zemeckis, der blandt andet er manden bag »Tilbage Til Fremtiden-filmene«, som havde Michael J. Fox i hovedrollen. I »Polar-Ekspressen« er det Tom Hanks, der har denne tjans.
Desuden kan man i indeværende uge i Kino fortsat stifte bekendtskab med »Bridget Jones 2 - På Randen Af Fornuft« og rum-monster-thrilleren »Alien vs. Predator«. I weekenden er der endvidere fortsat mulighed for at se det seneste film-hit fra Pixar Studios dygtige computer-animatorer i superhelte-filmen »De Utrolige«, der også er med dansk tale.
Kino i Grenaa er blandt premiere-biograferne, idet »Polar-Ekspressen« ruller hen over de danske biograflærreder fra og med på fredag.
Kilde: Grenaa Bladet
/jimmi