RYOMGÅRD – Bandet har gjort det til en tradition at spille en decemberkoncert på Ryom Bodega, og det bliver der ikke lavet om på i år.
På lørdag sætter de fire bandmedlemmer med den lokale trommeslager Martin Lund Rasmussen i spidsen strøm til instrumenterne og tæller til fire. Ambitionen er atter at lave Bodegaen om for en aften til den legendariske Cavern Club i Liverpool, hvor The Beatles startede deres musikalske karriere.
Midnight Special spiller kopimusik af Credence Clearwater Revival, Rolling Stones, Elvis Presley og ikke naturligvis The Beatles.
Der er dømt festrock på den første lørdag i december fra dette oldboyorkester, der spiller sammen på femte år og garanteret vil fortsætte en rum tid endnu.
Flere spillesteder og festarrangører på Djursland har for længst fået øjet på Midnight Special.
Trommeslager Martin Lund Rasmussen, Ryomgård, er bagmanden i rytmesektionen i Midnight Special, der spiller op til fest på Ryom Bodega lørdag 4. december.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 15. November 2004
/jimmi