FODBOLD - JBU’s region 3 hædrer IFM’s tidligere fodboldformand Jakob Olesen med Faxe Kondi-Legatet som påskønnelse for hans livslange indsats for fodbolden.
Jakob Olesen mødte som mange forudgående år intetanende op til årsmødet for region 3 i Jysk Boldspilunions årsmøde forrige torsdag aften på Hotel Pejsegården i Brædstrup. Men denne gang kunne han vende hjem med en check på 2.000 kr. og et diplom som påskønnelse for en enestående indsats som foldboldleder gennem en menneskealder i Midtdjurs.
Tre foreninger
Jakob Olesen startede sin ledergerning i KPI sidst i 50’erne, men rykkede i 1960 til Nimtofte Boldklub, hvor han var både træner og fodboldformand i 12 år. Da Nimtofte Boldklub og Ryomgård IF i 1972 samtidig med kommunalreformen slog sig sammen til IF Midtddjurs, blev Jakob Olsesen valgt som fodboldformand i den nye idrætsforening.
Han forblev på posten til år 2000, hvor han gav plads for et generationsskifte. Men hans engagement fortsatte med uformindsket styrke, og har siden hans pensionering fra Post Danmark i Ryomgård for et par år siden nærmest taget til. Han er idag næstformand og ungdomsformand i klubben for at sikre de små og unge fodboldspillere så gode og udviklingsvenlige forhold som muligt.
Kamp mod gåsebiller
Samtidig hjælper Jakob Olesen til med stort set alt i klubben og har sin daglige gang blandt spillere, trænere og forældre i og omkring klubhuset. Han tager sig af myndighedskontakt, er kampfordeler, passer på rekvisitterne, og har i år specielt kæmpet med klubbens baneudvidelse samt forsøgt at fordrive gåsebillerne fra grønsværen på stadion i Ryomgård.
Han siges aldrig at give op på banen, men kampen mod gåsebillerne tegner til at blive hård.
Sølv- og guldnål
Udover indsatsen for IF Midtdjurs har Jakob Olesen også ydet en stor indsats for JBU og DBU og har modtaget de højeste udmærkelser i form af DBU's sølv- og guldnål.
Jakob Olesen blev indstillet til Faxe Kondi-Legatet af en enig fodboldbestyrelse, som med tilfredshed og stolthed ser deres gode kollega blive hædret for sin store indsats.
For godt en måned siden blev Jakob Olesen tildelt halvparten af Midtdjurs Kommunes Fritids- og Kulturpris.
Kilde: \Skrevet af martin schultz I Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
/jimmi