Københavnsk film-produktion til 22 millioner kroner huserede i Gjerrild i hele sidste uge!
En københavnsk film-produktion med et budget på 22 millioner kroner - og den kendte skuespiller Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen - gæster i øjeblikket Østjylland. Filmen kommer til at hedde »Mørke«, og en del af handlingen foregår også i netop byen Mørke her på Djursland. Men Gjerrild-området er også med i filmen, der efter planen får premiere den 18. november 2005.
Hele sidste uge boede og arbejdede film-holdet nemlig i Gjerrild-området, hvor man havde fundet nogle velegnede locations og sets til filmen, der er omgærdet af meget hemmelighedskræmmeri. Grenaa Bladet fik fat i filmens producer Hanne Palmkvist i forbindelse med opholdet i Gjerrild i sidste uge, og hun ville ikke fortælle ret meget andet, end at det gik godt med optagelserne.
– Det er et fantastisk område vi har fundet her i Gjerrild og omegn. Vi har ledt meget, men var ikke i tvivl, da vi kom herud. De smukke landlige omgivelser, og den smukke natur passer perfekt til vores historie, sagde hun blandt andet.
Mange af filmens optagelser foregår i Filmbyen Århus, men altså også on location på Djursland. Det eneste, man indtil videre kan fortælle om filmen, er, at der er tale om en psykologisk thriller, der har Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen. Han debuterede i »Drengene fra Skt. Petri« i 1991, og har siden i 20 film etableret sig som én af dansk films bedste skuespillere med et betragteligt internationalt ry. Nikolaj Lie Kaas har spillet med i film som »De Grønne Slagtere«, »Blinkende Lygter« og senest i »Brødre«. Filmens instruktør hedder Jannik Johansen. Han debuterede i 2003 - og henrykkede både anmeldere og publikum - med tyveri-filmen »Rembrandt«, og har desuden instrueret adskillige TV-afsnit af blandt andet »Ørnen« og »Forsvar« - og skrevet manuskript til adskillige film.
– Min film handler om en københavner, som søger til Jylland, og den særlige stemning af at være væk hjemmefra, har vi også her på filmholdet, hvor der kun er 8 lokale ud et hold på en 25-30 stykker, fortalte Jannik Johansen til Jyllands-Posten i forbindelse med avisens besøg på film-settet i Filmbyen Århus. Artiklen blev bragt mandag i sidste uge.
– Jeg ved godt, at det i princippet bør være lige meget, om vi indspiller i et studie i Århus eller København, men det giver mening for mig. Og at vi i de kommende uger skal optage i selve byen Mørke, er sejt. Men det kan kun lade sig gøre, fordi vi har fået støtte fra den regionale filmpulje, udtaler instruktøren blandt andet til Jyllands-Posten.
Cirka 2 millioner kroner af filmens samlede budget på 22 millioner kroner kommer fra Den Vestdanske Filmpulje.
Hanne Palmkvist fortalte i sidste uge, at optagelserne i Gjerrild ville fortsætte frem til starten af indeværende uge - uge 49 - hvorefter man ville rykke videre til byen Mørke for lave flere optagelser til filmen »Mørke«.
Kilde: Grenaa Bladet
/jimmi