Tak til
 






  
05/05 2023

Strukturdebat: Hvordan skal Djursland blive hørt!

I dag sætter vi endnu engang fokus på strukturdebatten, og det gør vi med indlæg fra 2 frustrerede borgere, der ud fra hver sit udgangspunkt lufter deres utilfredshed med, at politikerne på Djursland ikke har været til at råbe op for at få gennemført en samling af hele Djursland.

Der er ellers masser af eksempler på, at vores område nemt bliver overhørt – og der kommer endnu flere i fremtiden, mener en mand fra Fjellerup, der skriver:

”Der er ikke kræfter nok i to kommuner på Djursland. Vi må stå sammen.
Jeg sad og lyttede til dén debat, som Østjyllands Radio havde arrangeret om udnyttelsen af havnearealerne på Århus Havn. Et spændende projekt, som nok skulle kunne afføde mange spørgsmål om bebyggelse, opdeling af arealer, forhold mellem areal og boliger o.s.v.
I løbet af den første time af debatten var det imidlertid ikke spørgsmål om disse ting, der fyldte. Derimod var det indlæg og spørgsmål til politikerpanelet om Grenå-banens uhensigtsmæssighed i forhold til projektet, der optog en stor del af tiden. Til dette sagde borgmesteren bl.a., at banens forbliven var en del af et politisk forlig, men at hendes personlige holdning var, at banen skulle nedlægges. Der er givetvis mange i Århus, der deler dén opfattelse af mange forskellige grunde.
Det er ikke svært at forestille sig, at der længere fremme i processen bliver lagt pres på folketingspolitikerne omkring forliget, måske med dét argument, at det er for dyrt at lave en hensigtsmæssig løsning på banens forløb langs havnen i Århus.
At høre dén debat var for mig et eksempel på, hvad vi på Djursland kommer op imod i de kommende år: Vi vil stå overfor en meget stor og politisk slagkraftig Århus Kommune og en stor kronjysk kommune sandsynligvis også med god politisk gennemslagskraft.
Man kan sagtens forestille sig en lang række ting, som vil dukke op i de kommende år:
Der har i længere tid været stille i debatten omkring en anden placering af Århus Lufthavn, men den dukker sandsynligvis op igen, når den nye struktur er på plads.
For nylig har der fra en række midt- og sønderjyske kommuner været lagt et stort pres på Folketinget for at få taksten over Storebælt sat ned. Hvis der kommer et fornyet pres ovenpå en strukturreform, og det lykkes at få sat taksten ned, er det meget nærliggende at tænke på, hvor sårbar forbindelsen Odden-Ebeltoft vil være overfor noget sådant. Diverse vejforbindelser på Djursland kan også nævnes.
I en sådan struktur vil der være brug for gode solide modargumenter fra Djursland funderet i et antal borgere, der vælgermæssigt også betyder noget. Hvis Djursland skal kunne producere et modspil og skabe politisk modvægt også i København til de store kommuner omkring os, skal vi stå sammen som én kommune – ellers bliver vi ikke hørt.”

Kilde: Skrevet af Søren Leth Nielsen fra Fjellerup Strand i Randers Amtsavis d. 2. december

/jimmi


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam