nu Det Radikale Venstre på Djursland
60 fremmødte var vidne til, at Det Radikale Venstre på Djursland stiftede en samlet lokalforening i forbindelse med mødet i Glassalen på Kolind Centralskole.
Partiets leder Marianne Jelved gæstede mødet, og hun talte om aktuel politik samt kommunalreformen. Marianne Jelved fandt det uheldigt, at en så vigtig og vidtrækkende reform trumfes igennem af et snævert flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti.
– Det Radikale Venstre ønsker at flere opgaver forbliver i regionerne - blandt andet miljøtilladelser, planlægning, samt specialiserede tilbud på det sociale område. Specielt på miljøområdet er armslængde-princippet vigtigt, sagde Marianne Jelved.
Hun slog dog fast, at indgår Det radikale Venstre i en ny regering efter det næste folketingsvalg, vil der ikke blive tale om at ændre på de regions- og kommunegrænser, der fastlægges af den nuværende regering. Derimod kan det godt komme på tale at lade nogle opgaver forblive i regionerne - for eksempel miljøopgaver.
Den stiftende generalforsamling forløb således, at Jan Rønne, Nørre Djurs, blev valgt som formand for Det Radikale Venstre på Djursland. Desuden skulle der vælges yderligere 8 medlemmer til bestyrelsen, og disse valg faldt på: Kenneth Mikkelsen, Ebeltoft, Vibeke Tillemann, Ebeltoft, Jan Kjær Madsen, Hornslet, Line Greibe, Rønde, Mogens Frederiksen, Rønde, Flemming Skadhauge, Følle, Morten Käszner, Mørke, og Morten Bang Sørensen, Ryomgård.
Formanden skulle vælges direkte på generalforsamlingen, mens den øvrige bestyrelse konstituerede sig den 18. november.
Som suppleanter for bestyrelsen valgtes Henrik Vinther, og Poul Abildgaard, begge Rønde, og som revisor Ove Sørensen, Ryomgård.
Kilde: grenå bladet
/jimmi