Calle Rønnow udstiller i øjeblikket »imponderabilier« på Grenaa Tekniske Skole. Der var fernisering på udstillingen fredag den 3. december.
Han har tidligere udstillet på Teknisk Skole, men denne gang er det 37 helt nye billeder, som ikke har været udstillet før. Det drejer sig derfor om en helt ny produktion, som elever og ansatte på Teknisk Skole samt andre interesserede, kan se i tiden fra den 3. december.
Men hvad er imponderabilier? I ordbogen står der: »Hvad der ikke kan vejes og måles« - altså forestiller billederne i Calle Rønnows udstilling noget så spændende, som det, vi ikke kan måle og veje, og derfor måske heller ikke kan se?
Calle Rønnow blev seminarieuddannet i Hannover Tyskland, og blev i 1969 ansat som lærer i Århus, hvor han i mange år underviste både børn og unge i maling og tegning. Han har også holdt flere male/tegne-kurser for voksne, både i aftenskoleregi og på lærerstævner.
Han er i dag efterlønner og bor i Højbjerg. I de senere år har hans tegninger og malerier været udstillet flere steder i og omkring Århus. Calle Rønnow blev født d. 5. 11. 1940 i Brønshøj ved København.
I 1951 emigrerede familien til USA og valgte at slå rødder i Los Angeles. Det californiske High School-system var dengang nok det mest liberale og progressive i USA. Eleverne kunne fra 9. klasse vælge linie, sideløbende med de obligatoriske fag.
Han valgte Fine Arts – maling og tegning – som blev et dagligt fag igennem fire år.
I slutningen af 12. klasse (juni 1958) blev han tilbudt et stipendium til Los Angeles School of Art, men var dengang mere interesseret i at tjene penge til en rejse til Europa, og takkede derfor nej.
Det blev dog til seks måneders aftenkursus på privat maleskole i Hollywood.
I 1961/62 deltog Calle Rønnow i et malekursus i Schweiz, som underviste efter Goethes farvelære.
Udstillingen på Grenaa Tekniske Skole løber frem til den 12. januar 2005.
Værker af Calle Rønnow kan i øjeblikket beses på Grenaa Tekniske Skole.
Kilde: Grenaa Bladet
/jimmi