BORGERLISTERNE – Hvordan ser mulighederne ud for at stable en stor borgerligste i Midtdjurs på benene med henblik på det kommende kommunalvalg i november 2005.
Børge Ravn Kejser, fast aktør i baggrundsgruppen for Kolind-Nødager Listen, har fået til opgave at besvare det spørgsmål hurtigst muligt.
Foreløbig har han fået noget, der ligner en kurv fra Borgerlisten Ryomgård-Pindstrup-Nimtofte, hvor både formand for Børn og Kulturudvalget, Claus Rank Jensen, der ikke genopstiller til kommunalvalget og Anders Chr. Svenstrup fra listens baggrundsgruppe begge samstemmende har meddelt Børge Ravn Kejser, at de ikke tror på ideen om en stor borgerliste i Midtdjurs med afsæt i en borgerlig og liberal politisk grundopfattelse, og heller ikke er interesseret i at arbejde for at undersøge mulighederne.
Til gengæld har Børge Ravn Kejser haft kontakter til et andre medlemmer af omtalte listes baggrundsgruppe, hvor nogle har været anderledes positive.
Pauli og Anette
Børge Ravn Kejser har desuden været i kontakt med Pauli Andersen, Ret Kurs Djursland og viceborgmester Anette Quist Busk, Midtdjurs Listen.
- Pauli Andersen har meddelt mig, at han mener, at vi skal have en borgerlig borgerliste op at stå, og det vil han støtte. Hvorvidt han kunne være interesseret i at stille op på sådan en liste eller foretrækker sin egen, har han ikke taget stilling til endnu, siger Børge Ravn Kejser.
Anette Quist Busk var, ifølge Ravn Kejser, ikke på samme måde klar i mælet.
Hun undersøger pt. forskellige muligheder, men har meddelt, at hun stiller op til kommunalvalget. Som erklæret – men dog afhoppet - socialdemokrat er det imidlertid spørgsmålet om hun kan få sin politiske opfattelse og synspunkter i øvrigt til at gå hånd i hånd med en lokalliste med et erklæret borgerligt og liberalt samfundssyn.
Borgerlistemøde
Børge Ravn Kejsers sonderinger kommer i kølvandet på et fælles møde forleden i Rønde mellem repræsentanter fra diverse borgerlige lokallister fra de fire syddjurs kommuner, Rønde, Ebeltoft, Midtdjurs og Rosenholm (Omtalt i Lokalavisen nummer 48, red.)
Der dukkede dog ikke nogen op fra Rosenholm, hvor der er enkelt lokalliste, Liste T, med i byrådet.
- Der deltog vel 25-30 personer i mødet, hvor vi diskuterede fremtiden for lokallisterne i en ny og større kommune. Det blev aftalt, at jeg undersøger mulighederne for at lave en stor borgerliste i Midtdjurs, medens Bent Enemark fra Thorsager (Med i baggrundsgruppen bag lokallisten i Rønde, red.) tager kontakt til Rosenholm for at lodde stemningen der. Rønde og Ebeltoft giver sig selv, fordi man der allerede har fælles lokallister, fortæller Børge Ravn Kejser.
Tre muligheder
På mødet diskuterede man også konditionerne for en kommende opstilling til kommunalvalget. Foreløbig er tre muligheder åbne:
1. En stor fællesliste for alle fire kommuner.
2. Listeforbund under et fælles bogstav
3. Opstilling af fire selvstændige borgerliste med hver sit bogstav, men i valgforbund.
- Vi håber i første omgang, der kan laves fire selvstændige borgerlister i hver kommune, og herefter er der et udgangspunkt for at komme tættere på det politiske grundlag, som vi er enige om skal være borgerligt og liberalt. Herefter kan vi tage stilling til selve opstillingsformen, siger Børge Ravn Kejser, der ser optimistisk på at få dannet en fælles lokalliste i Midtdjurs efter de første sonderinger.
- Vi aftalte på mødet i Rønde snarest at mødes igen, når Rosenholm og Midtdjurs er afklarede. Jeg er trods alt optimist, når det gælder mulighederne i Midtdjurs, slutter Børge Ravn Kejser.
Ved det seneste kommunalvalg fik lokallisterne i Midtdjurs ca. 28 procent af de afgivne stemmer.
Norma
Fakta-boks 1:
AC stopper
- Jeg har egentlig ikke nogen mening om fremtiden for borgerlisterne, og jeg har sagt til Børge Ravn Kejser, at jeg ikke længere vil være aktiv politisk, når den her kommunalbestyrelse ikke længere sidder, så han må henvende hos andre, siger Anders Christian Svenstrup, Ryomgård, selv folkevalgt politiker i to perioder for Borgerlisten Ryomgård-Pindstrup-Nimtofte. Han har været med i listens baggrundsgruppe siden, men mener nu, at andre må tage over. Han har aftjent sin borgerpligt.
- Vores baggrundsgruppe har egentlig ikke været aktiv det seneste halvanden års tid, og jeg regner da med, at listen bliver nedlagt, når vi går over til en ny kommune. Når de to nuværende medlemmer (Claus Rank Jensen og Carsten Bryrup, red.) enten stopper eller vil stille op for et parti (Bryrup søger opstilling hos Venstre, red.) giver det sig selv, men som sagt har jeg ikke rigtig nogen mening om fremtiden. Andre i den baggrundsgruppe, der var, må tage over, hvis de synes, siger Anders Christian Svenstrup, der sidder med i Hegnsynet og Skatteankenævnet.
Fakta-boks 2:
Børge Ravn Kejser sidder med i baggrundsgruppen for Kolind-Nødager Listen (L), som sætter hinanden stævne mindst en gang om måneden forud for kommunalbestyrelsesmøderne. De øvrige er:
Jørgen Antonsen, Carsten Riis Olesen, Niels Lænø, Benny Busk, Tage Mogensen og naturligvis listens medlem af kommunalbestyrelsen, Hardy Vinter.
Kilde: Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 15. November 2004
/jimmi