Fyraftenssang for børn og barnlige sjæle og børnehavernes julesang i Grenaa Kirke
Onsdag den 15. og fredag den 17. december afvikles der to helt specielle jule-arrangementer i Grenaa Kirke. Onsdag kl. 17.00 er der Fyraftenssang for børn og barnlige sjæle, mens der fredag kl. 10.00 er »Børnehavernes julesang« i Grenaa Kirke.
Grenå Kirke
|
Det er Grenaa Menighedsråd, der inviterer i begge tilfælde, og hvad onsdags-arrangementet angår, så lokkes der med en Fyraftenssang ud over det sædvanlige. Kirken får nemlig besøg af Julemandens kone! Julemanden selv har desværre for travlt. Men hans kone har lovet at fortælle lidt om Julemanden, hvor han kommer fra, hvad han laver op til jul og hvorfor det i det hele taget er helt i orden at invitere julemanden indenfor i en kirke.
Indimellem skal man - på bedste Fyraftenssang-vis - synge nogle af Julemandens yndlingssange- og salmer. Opfordringen fra menighedsrådet lyder som følger:
– Kære Fyraftenssang-veteraner og andre interesserede! Tag børnebørnene, oldebørnene, naboens børn eller Jeres egne børn med til en hyggelig oplevelse sammen med Julemandens kone i Grenaa Kirke. Lad julefreden sænke sig, glem gaverne for en stund og oplev/genoplev barndommens historier om Julemanden!
Menighedsrådet har i øvrigt lidt nyt at fortælle omkring netop Fyraftenssangen i Grenaa Kirke. Arne Jakobsen har nu afsluttet sit arbejde som præst her i Grenaa, og med ham er også arrangementerne med Fyraftenssang afsluttet. Mange har været rigtig glade for at komme til disse eftermiddage, og menighedsrådet vil i én eller anden form fortsætte det arbejde, som Arne Jakobsen med så stor tilslutning har påbegyndt. Hvordan arrangementerne skal videreføres uden Arne Jakobsen, ved man ikke helt endnu. Dette spørgsmål kan heller ikke afklares, før man har fået ansat en ny præst i Grenaa Sogn. Mens vi venter på ham/hende, vil det nye menighedsråd dog gøre et forsøg, idet man vil gennemføre et fyraftensarrangement i både januar og februar måned, hvor henholdsvis den afgåede formand, Nanny Kristensen, og den nye formand, Dorte Bondegaard Nielsen, vil holde en kort prædiken, ligesom der også skal synges fire salmer eller sange. Disse to fyraftens-andagter afholdes henholdsvis den 5. januar og den 9. februar i Grenaa Kirke.
Børnehavernes
julesang i kirken
Men inden det kommer så vidt skal der igen i år afholdes juleafslutning i kirken for alle børnehave- og dagplejebørn. Her genfortælles jule-evangeliet med brug af forskellige rekvisitter, og der skal synges nogle lette julesalmer, som børnene har øvet sig på i forvejen.
– Det er en helt speciel oplevelse at være i kirken med så mange små børn, og det er dejligt at opleve dem og deres deltagelse. Hvert år forundres jeg over, at så mange små børn kan være så stille, udtaler sognepræst Lene Højholt i forbindelse med dette arrangement.
Alle pårørende til børnene, eller andre der måtte have lyst til at gå lidt i »jule-barndom«, er velkomne til dette arrangement, som altså afvikles på fredag den 17. december kl. 10.00.
Onsdag den 15. december og fredag den 17. december afvikles der to helt specielle jule-arrangementer i Grenaa Kirke: Henholdsvis Fyraftenssang for børn og barnlige sjæle og børnehavernes julesang.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex