Familien Gregersen og computeranimeret
haj-film indtager Grenaa Kino på fredag!
Grenaa Kino har hele to Danmarkspremierer på fredag den 17. december. Først og fremmest den længe ventede stor- og helaftensfilm »Familen Gregersen« fra Regnar Grasten Film, men også en ny computeranimeret komedie fra folkene bag Shrek-filmene. Der er tale om intet mindre end haj-filmen »Stor Ståhaj«.
Familien Gregersen
|
Endelig har Kino fra på fredag Grenaa-premiere på sci-fi-eventyret »Sky Captain and the World of Tomorrow«, der har flere store Hollywood-stjerner på rollelisten.
Så der er lidt af hvert at gå efter i den lokale biograf i denne uge. Ikke mindst fordi Kino også kører videre med film som »Cirkeline - Og verdens Mindste Superhelt«, den magiske jule-eventyrfilm »Polar-Ekspressen«, »Bridget Jones 2 - På Randen Af Fornuft« og helaftensfilmen »Alexander« om erobreren Alexander den Store, der er instrueret af Oliver Stone. De to sidstnævnte film er dog meget tæt på at blive pillet af programmet. Sidste chance for at se dem er således torsdag den 16. december.
»Familien Gregersen« er instrueret af Charlotte Sachs Bostrup, og er bygget op omkring den afdøde forfatter Christian Kampmanns store roman-fortælling af samme navn om en familie i tre generationer - og herunder dens opløsning.
Familien Gregersen er et billede af det indre og ydre Danmark fra midten af 50’erne til 70’erne. Historien starter i 1954 i den velbjergede, men ikke just vellykkede familien Gregersen fra den bedste del af whiskeybæltet i København. Det vil sige på den rigtige side af Strandvejen. Her møder vi familien i fuld patriarkalsk uskyld: Den charmerende, men socialt brutale far, den ensomme mor med den nervøse perlekæde, de fem børn: Den passive Karen på 21, den idylliserede Erik på 20, den 19-årige, erotisk søgende Bo, der opdager at han er til mænd, og de fremmelige Rune og Maj på henholdsvis 14 og 12.
I de kommende år - fra 1954 - afdækkes deres turbulente følelsesliv og afhængighedsforhold, der også omfatter husets venner, og miljøets iskolde lykke- og succes-krav.
Tiden går, og 12 år senere møder vi familien igen; nu komplet med private kriser og påvirkninger fra både ungdoms- og kvindeoprør. Men al den frihed gør det ikke lettere for børnene, der kun er blege kopier af faren. Med undtagelse af »bulldozeren« Maj, der gør mediekarriere og scorer en skibsreder. Det er fidusernes og de grå penges tid, og selv direktør Gregersen afsløres for åben TV-skærm som spekulant. I de sidste fem år op til 1974 er familien i total opløsning, og det sidste ord gives til den tredje generation: »...jeg kan blive så skide bange..«.
På rollelisten finder man navne som Steen Springborg, Pia Vieth, Sofie Lassen-Kahlke, Robert Hansen og Nastja Arcel med flere. Filmen har som allerede nævnt Danmarkspremiere i blandt andet Grenaa Kino på fredag.
Sky Captain i
Grenaa Kino!!
Navnet er Sky Captain! Himlens ukronede konge, New Yorks luftbårne Indiana Jones og nu ligger verdens skæbne i hans hænder. For den gale videnskabsmand Dr. Totenkopf og hans forskruede planer truer hele menneskeheden. Med hjælp fra Chronicle-reporteren Polly Perkins og sin trofaste Warhawk må vovehalsen på vingerne og kæmpe i luft, vand og ild for at genoprette verdensordenen.
»Sky Captain and the World of Tomorrow« er et science-fiction eventyr i technicolor, der fusionerer Hollywoods lysende stjerner med et 100% rent computerunivers. Jude Law spiller den frygtløse Sky Captain og Gwyneth Paltrow den nysgerrige reporter Polly Perkins. Da alt ser sortest ud får de to helte desuden opbakning af Sky Captains eksflamme Franky Cook (Angelina Jolie) og teknikgeniet Dex (Giovanni Ribisi). Deres desperate kamp mod den onde Totenkopf (Sir Laurence Olivier!) og hans fremstormende robotter letter i et dystopisk New York anno 1939, der ud over at påkalde mindelser om Batmans Gotham City, vil give Jens Lyn-fans fråde om munden og få Metropolis-entusiaster helt frem i biografstolene igen.
Stella McCartney har designet kostumer, George Lucas’ effektfolk har skabt magien og hele ramasjanget serveres med masser af selvironisk charme og retromode i technicolor. Så vær beredt, når Sky Captain laver loop om pigehjerterne og kickstarter drengenes indre superhelt.
Filmen har som nævnt Grenaa-premiere i Kino på fredag, og bemærk venligst, at den kun har 7 spilledage.
Sci-fi-eventyret »Sky Captain and the World of Tomorrow« - med blandt andre Angelina Jolie på rollelisten - har Grenaa-premiere i Kino på fredag den 17. december.
Stor- og helaftensfilmen »Familien Gregersen« har Danmarkspremiere i Grenaa Kino på fredag den 17. december.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex