Ovenstående spørgsmål har Frivilligheden i Grenaa stillet en række frivillige hjælpere/ledere i Grenaa’s rigt facetterede fritidsliv. Advokat Jørgen Steffensen - aktiv idrætsleder i GIF gennem en årrække - er første mand m/k i »den varme stol«:
jørgen steffesen
|
Ret beset et enkelt spørgsmål, men samtidig et spørgsmål der rummer mange svar. Svarene vil naturligvis variere fra person til person. For mit vedkommende blev jeg som forældre inddraget i det frivillige arbejde i GIF’s fodboldafdeling i 1993. Det frivillige arbejde dengang bestod i at passe kiosken i klubbens cafeteria nogle gange om året, og være vagt på skolerne under afviklingen af Kattegat Cup. Som forældre gav det frivillige arbejde mulighed for at blive en større del af børnenes fritidsaktiviteter, og bakke op om sunde interesser. På det personlige plan var gevinsten ved at deltage desuden samvær med en masse børn fyldt med energi, og børnenes forældre.
– Senere blev jeg opfordret til at påtage mig opgaven som formand for fodboldafdelingen. En opfordring jeg havde svært ved at sige nej til. Formandsposten gav mulighed for at være med til at sætte dagsordenen i klubben, og sætte kurs mod højere mål. I bestyrelsen fungerede vi som et sammentømret hold - i bogstavelig forstand som på fodboldbanen - og traf beslutninger, der var med til at præge klubbens udvikling fra dengang en serie 3 klub til i dag en klub i Danmarksserien. Målene var bl. a. fokus på udvikling af kammeratskab i klubben, pleje af sponsorer, tilknytning af dygtige og engagerede trænere og ledere, og medvirken i arrangementer, der kunne profilere Grenaa. Målene skulle gøres synlige for alle, der havde en tilknytning til klubben, og det krævede lederskab. Jeg har lært meget om lederskab i kraft af det frivillige arbejde, og samtidig set, at lederskab ikke hænger sammen med titel. Leder er ikke noget man læser til. Det er noget man er. I GIF så jeg mange trænere og ledere med almindeligt 8-16 arbejde udfolde deres talent for ledelse i klubben. Mange af dem var naturtalenter, og kunne sagtens have været leder af en mindre eller mellemstor virksomhed. Sådan er det stadig, og efter 8 år i formandsstolen kan jeg i dag betragte udviklingen fra sidelinien. Der gøres et stort arbejde af inspirerende og engagerede mennesker, og sådanne personer er det altid interessant at være sammen med. De gør en forskel, og det er for mig det enkle svar på spørgsmålet i overskriften, slutter Jørgen Steffensen.
Jørgen Steffensen giver i herstående indlæg sit bud på, hvorfor man bliver frivillig hjælper eller leder i en forening.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex