Grenaa Kino kan byde på hele to Danmarkspremierer i indeværende uge. På torsdag den 9. oktober er der således mulighed for et gensyn med de to speedsnakkende, sorte super-strømere Martin Lawrence og Will Smith i »Bad Boyz 2«. Utvivlsomt en film med masser af action, lækre damer og en pæn portion humor.
Den amerikanske filmindustri leverer også den anden DK-premiere i Grenaa Kino. Her er der faktisk tale om en 3’er i form af den formentlig sidste American Pie-film, der har fået undertitlen »The Wedding«. Premieredagen over det ganske land er fredag den 10. oktober. Begge film appellerer nok ikke mindst til de unge biografgængere.
Indtoget af disse to nye film på Kino’s program er samtidig ensbetydende med, at onsdag den 8. oktober er sidste chance for at se »Det Hemmelighedsfulde Selskab«, mens torsdag den 9. oktober er sidste udkald, hvis man vil nå at opleve Johnny Depp & Co. i den stort anlagte sørøver-film »Pirates Of The Caribbean«.
To film fortsætter imidlertid på Kino’s program sammen med de to nyheder. Der er tale om Aage Rais’ nye danske ungdomsfilm - Danmarkspremiere i fredags - »2 Ryk og En Aflevering«, foruden børnefilmen »Møgunger«.
Forude venter der flere Danmarkspremierer i Grenaa Kino. Blandt andet - og ikke mindst - »The Matrix 3« den 5. november.
Kilde:
unavngivet