Møllehatten til genopførelsen af Baunhøj Mølle ankom til Grenaa ad landvejen lørdag den 4. december, og sidst på ugen forventes det, at man kan give Møllen hat på - om man så må sige. Indvielsen af Baunhøj Mølle er dog udsat påny, idet det tidligst kommer til at ske i januar 2005.
Baunhøj Mølle
|
Møllebygger Jens Jørgensen, Fakse Ladeplads, vil nemlig først kunne levere møllevingerne et stykke inde i januar måned, og da man fra Grenaa Kommunes side ikke vil indvie Møllen før den er helt færdig, så er dette altså udsat indtil et stykke ind i det nye år.
Den oprindelige plan lød på indvielsen den 10. november 2004, men denne tidsplan kunne slet ikke holde. Blandt andet fordi man har været udsat for et par arbejdsulykker på byggepladsen på toppen af Baunhøj. I stedet for at jagte en bestemt dato gør man nu arbejdet færdigt stille og roligt, og styregruppen bag genopførelse af Møllen vil på et passende tidspunkt offentliggøre datoen for indvielsen af Baunhøj Mølle, der i sin forrige udgave nedbrændte totalt den 2. maj 2002.
Møllehatten blev afsendt med blokvogn fra Fakse Ladeplads fredag aften den 3. december, og ankom til Grenaa tidligt lørdag morgen. Håndværkerne startede så efterfølgende deres arbejde på Møllen tirsdag i sidste uge, og hvis alt går vel er man klar til at hejse den store møllehat op på toppen af møllekroppen sidst på ugen. Med mindre kraftig blæst forhindrer, at møllehatten kommer op i højderne.
Forrige lørdag dukkede møllehatten til den nye mølle på Baunhøj op på byggepladsen, og hvis alt går vel får møllen hat på sidst på ugen.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex